DF har fået nok: Det sejler hos Støjberg

Indvandringen er ude af kontrol - men siden nytår har udlændingeministeren reelt intet foretaget sig, mener Martin Henriksen

Der ikke sammenhæng mellem Støjbergs kradsbørstige meldinger og regeringens politik, mener DF. Foto: Jens Dresling
Der ikke sammenhæng mellem Støjbergs kradsbørstige meldinger og regeringens politik, mener DF. Foto: Jens Dresling

Dansk Folkeparti er godt træt af udlændingeminister Inger Støjberg (V). Hun er alt for passiv og har ikke været i stand til at få styr på indvandringen til Danmark.

Det fastslår DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen, der havde store forventninger til netop Støjberg.

- Ministeren snakker for meget og strammer for lidt, siger han og nævner blandt flere eksempler, at Støjberg udtalte, at hun ønskede at jævne Grimhøjmoskéen med jorden. Mange danskere fik derfor den opfattelse, at regeringen rent faktisk ville lukke den omstridte moské.

- Men det vil regeringen jo ikke. Derfor er der ikke sammenhæng mellem de kradsbørstige meldinger, der kommer ud fra ministeren, og så den måde man stemmer på i Folketingssalen. Måske er regeringen blevet lidt forskrækket over den internationale debat om nogle af de stramninger, som er blevet vedtaget, siger han.

- Så Støjberg lever ikke op til dine forventninger?

 - Nej, det kan man ikke sige. Vi havde en god start efter valget og fik også vedtaget en række stramninger lige efter nytår. Siden da er der ikke sket meget. Tæt på ingenting. Det er utilfredsstillende, mener vi. Vi har ikke for alvor set den effekt, at indvandringen virkelig bliver begrænset.

- Så på nuværende tidspunkt kan Støjberg ikke levere varen. Indvandringen er ikke bragt under kontrol endnu. Regeringen lovede at komme med stramninger i foråret - og nu er det skudt til efteråret, forklarer han.

Derfor fremsætter DF selv cirka ti lov-og beslutningsforslag om stramninger i folketingssalen inden sommerferien.

- Man vil i stigende grad se, at vi selv begynder at spytte vores egne lov-og beslutningsforslag frem og forsøge at finde flertal uden om regeringen, forklarer han.

Finder rødt flertal
Eksempelvis har DF fundet et flertal uden om regeringen sammen med socialdemokraterne og SF til at afskaffe den såkaldte greencardordning. Ordningen skulle skaffe udenlandske specialister til Danmark, men har ifølge de tre partier været en fiasko.

- Vi er meget tilfredse med, at alt peger på, at der er et flertal uden om regeringen for at afskaffe greencardordningen, og vi håber på, at det flertal kan holde hele vejen igennem. Det er da underligt, at det blandt andet er hos Socialdemokraterne, at vi skal hente opbakning til at stramme udlændingepolitikken, siger Martin Henriksen.

Venstre vil stemme i mod forslaget og kommer derfor i mindretal, meddeler udlændingeordfører Marcus Knuth (V) til Jyllands-Posten.

- At der nu er et flertal uden om regeringen, er en konsekvens af det manglende samarbejde, som vi har haft med Venstre inden for det seneste stykke tid. Venstre er jo gået i stå på udlændingeområdet og har afvist yderligere tiltag på udlændingeområdet, siger Martin Henriksen.

Det er tredje gang inden for kort tid, at Folketingets to største partier - Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti - går sammen uden om regeringen for at gennemtvinge udlændingepolitiske tiltag.

Risikerer mindretal igen
Martin Henriksen nævner også, at Venstre eksempelvis har lovet at stramme udvisningsreglerne for kriminelle.

- Men regeringen har bare ikke fremlagt noget forslag. Derfor fremlægger vi selv et forslag, og her risikerer regeringen at komme i mindretal. Og den del af udlændingepolitikken, som handler om social-og løndumping, er jo en dagsorden, hvor de røde partier kan se sig selv. Det benytter vi os af, hvis Venstre ikke vil være med, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg.

Se også: DF: Venstre er gået i stå på udlændingeområdet

I december sidste år var Inger Støjberg i studiet til en snak om forslaget om at tage værdier fra flygtninge, der kom over grænsen. Værten stiller pludselig sin egen fingerring til rådighed - se, hvor Støjberg reagerede i klippet her.

 

862 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere