DF klager over Støjberg-pjæk

Dansk Folkeparti klager over integrationsminister Inger Støjberg, fordi hun pjækkede fra Folketinget for at snakke med pressen

Inger Støjberg er kommet under ny beskydning fra Dansk Folkeparti for at gå efter presseomtale ved Mucki Bar på Nørrebro i stedet for at svare på partiets spørgemål i Folketingssalen (foto: Jonas Olufson)
Inger Støjberg er kommet under ny beskydning fra Dansk Folkeparti for at gå efter presseomtale ved Mucki Bar på Nørrebro i stedet for at svare på partiets spørgemål i Folketingssalen (foto: Jonas Olufson)

Der har længe været kurrer på tråden mellem Dansk Folkeparti og integrationsminister Inger Støjberg (V), men nu er grænsen nået. Støttepartiet har klaget til Folketingets øverste ledelse, Præsidiet.

Ekstra Bladet er i besiddelse af klagen, som er underskrevet af DF’s retsordfører Peter Kofod. Den går på, at Inger Støjberg havde mere travlt med at svare på pressens spørgsmål om sharia-trusler på Nørrebro i København frem for de folkevalgtes spørgsmål på Christiansborg sidste onsdag.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, bekræfter, at klagen er sendt til Præsidiet. Han undrer sig over, at Inger Støjberg var til stede i salen tidligere på dagen, men pludselig var væk, da hun skulle svare på spørgsmål.

– Vi har haft en udfordring med Inger Støjberg, der havde mere travlt med at stå ude på Nørrebro og snakke med pressen i stedet for at snakke med Folketinget. Det kan ikke være rigtigt, siger retsordfører Peter Kofod til Ekstra Bladet.

– Jeg forventer, at regeringen beklager, og at det i øvrigt ikke sker igen, fordi ministre skal respektere Folketinget, siger han.

Trafikken drillede
Integrationsministeren gav det ene interview efter det andet foran Mucki Bar på Nørrebro, hvor der også var tid til en kop kaffe med barejeren og en længere snak med to indvandrere om uddannelse og job.

Efter at Inger Støjberg havde sagt, at hun skulle tilbage til Christiansborg, foreslog spindoktoren, at hun lige tog et par minutter med Danmarks Radio. Det gjorde hun, og da det var tid til at svare på spørgsmål i salen, var Støjberg ikke i syne.

Christian Juhl fra Enhedslisten passede formandstjansen i Folketingets spørgetid. Han oplyser, at han fik at vide, at trafikken drillede, så Inger Støjberg ikke kunne nå frem i tide til at svare på, hvad regeringen ser som en europæisk løsning på ’migrationspresset’. Derfor måtte den næste spørger springe til, indtil Inger Støjberg indfandt sig.

– Man var heldig, at der ved et rent tilfælde var en anden spørger, som kunne springe til, ellers var man gået i stå. Det er ikke i orden over for os, den spørger, der måtte springe til, eller Folketinget generelt, siger Peter Kofod.

’Helt uopsættelige forhold’
Det er ellers kun ’helt uopsættelige forhold’, der kan holde en minister væk fra spørgsmål ifølge Præsidiets håndbog for folketingsarbejdet.

’Præsidiet har givet udtryk for, at det lægger vægt på, at medlemmerne får de bedste muligheder for at få deres spørgsmål besvaret inden for så kort tid, at spørgsmålene ikke mister deres aktualitet. Det bør derfor være således, at det kun er helt uopsættelige forhold, der kan begrunde, at en minister ikke møder op i Folketingets spørgetid’, står der i Præsidiets håndbog.

Integrationsminister Inger Støjberg pjækkede ikke, da der var tale om sharialovgivning på Nørrebro. Hør mere her

296 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere