DF om Løkke-poser: Det kan han ikke være bekendt

På dagen, hvor afgørende integrationsforhandlinger indledes, raser regeringens parlamentariske grundlag over Lars Løkkes (V) forslag om penge for at få flygtninge i job

Lars Løkke vækker harme i DF med forslag om penge for flygtninge i job. Foto: Philip Davali.
Lars Løkke vækker harme i DF med forslag om penge for flygtninge i job. Foto: Philip Davali.

Dansk Folkeparti har ført Lars Løkke (V) til Statsministeriet, men lige nu er regeringen på kollisionskurs med sit støtteparti.

Årsagen er en bonus til kommunerne på 25.000 kroner, hvis de får en flygtning i arbejde, som Lars Løkke har foreslået samme dag, som regeringen skal mødes med arbejdsmarkedets parter og kommunerne for at drøfte bedre integration.

Forslaget, som allerede kaldes Løkke-poser, får DF's finansordfører René Christensen til at finde de helt store gloser frem.

- Det er fuldstændig forfejlet. Der kommer en forskelsbehandling uden lige, og man kan simpelthen ikke være bekendt at komme med sådan et forslag, siger han til Ekstra Bladet.

- Der er kontanthjælpsmodtagere som hedder Peter og Muhammed, og nu vil det blive sådan nede i jobcentret, at man giver en jobåbning til Muhammed, fordi man får 25.000 kroner, selvom jobbet måske passer til Peter, fortæller René Christensen.

Se også: Schlüters presbold: Skandaløst, hvis regeringen kikser vigtige forhandlinger

Løkke: Jo flere penge, jo bedre
Dansk Folkeparti kalder derfor forslaget for 'forskelsbehandling af værste skuffe', og finansorføreren er overbevist om, at økonomisk trængte kommuner vil reagere ud fra Løkke-posen. Danskere uden job vil komme bagerst i køen, lyder det.

Lars Løkke vil ifølge Jyllands-Posten finde pengene til Løkke-poserne på finansloven for næste år. Det betyder, at han skal få et flertal i Folketinget med på ideen. Og der er ikke noget loft.

- Vi kommer ikke til at løbe tør for penge. Jo flere penge, vi kommer af med på det her, jo bedre, siger statsministeren til Jyllands-Posten.

- Så kan DF være med i en finanslov for næste år, hvis der skal findes penge til Løkke-poser?

- Jeg forventet ikke, at andre partier synes, at det er i orden. Jeg tror heller ikke, at vi kommer dertil, hvor Lars Løkke kommer til at skulle finde penge til det her forslag, siger René Christensen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke altid været en populær mand. Mogens Lykketoft har blandt andet været ude og kalde ham 'svindler'. Hør forklaringen bag udtalelsen her.

Se også: FOA kalder regeringens økonomiske flygtningebonus uklog

Plaster på åbent benbrud
Socialdemokraterne finder forslaget 'grinagtigt', og integrationsordfører Dan Jørgensen (S) mener, at Løkke tager med den ene hånd og giver med den anden.

- Det er nærmest en smule grinagtigt, fordi regeringen virkelig har skadet kommunernes økonomi med omprioriteringsbidraget, der giver et kæmpe hul i kommunekasserne og forværrer integrationen, siger Dan Jørgensen til Ekstra Bladet.

Omprioriteringsbidraget blev indført af Venstre-regeringen og betyder, at kommunerne fra 2016 skal spare en procent på budgettet hvert år, hvilket samlet svarer til 2,29 milliarder kroner.

De nye Løkke-poser svarer til samme model, statsministeren selv indførte som sundhedsminister i 2002 til de regioner, der eksempelvis udførte ekstra mange hofteoperationer.

- Så med sådan nogle småbeløb, så svarer det til at sætte et meget lille plaster på et stort, åbent benbrud. Han har talt om trepartsforhandlinger så længe, og så kommer han med sådan nogle småpenge, siger integrationsordføreren.

Se også: Løkke vil give kommuner velfærdsbonus for flygtninge i job

Ikke imponeret
I kommunernes forening, KL, siger næstformand Jacob Bundsgaard (S) tak, men han er ikke imponeret.

- Præmien er udmærket, men jeg vurderer ikke, at det har den store effekt. Der er i forvejen et meget stort økonomisk incitament for kommunerne til at få flygtninge i job, fordi man sparer på ydelser og en lang række følgeudgifter. Det overstiger en præmie på 25.000 kroner, siger Bundsgaard ifølge Jyllands-Posten.

Onsdag kom det frem, at regeringen også vil give virksomheder, der får flygtninge i job, en økonomisk bonus.

Ifølge TV2 foreslår Venstre, at virksomheder skal have 20.000 kroner efter at have haft en nytilkommen flygtning i arbejde i et halvt år og yderligere 20.000 kroner efter et års ansættelse.

Se også: Klar besked til Løkke: Det er slut med at løbe fra regningen

391 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere