DF-røffel til Krarup: 'Faneflugt'

DF's mangeårige profil Søren Espersen er 'dybt skuffet' over Marie Krarups udmelding om, at hun ikke genopstiller ved næste valg

- Jeg er dybt skuffet over hendes handlemåde.

Sådan siger Dansk Folkepartis mangeårige profil og tidligere næstformand, Søren Espersen, efter, at Marie Krarup har bebudet, at hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.

Krarups beslutning skyldes, at et stort flertal i Dansk Folkepartis folketingsgruppe støtter et forbud mod rituel omskæring af drengebørn.

Det erklærede hun sig 'dybt skuffet' over, og det er altså den vending, som Espersen nu vender mod Krarup selv.

Kæmper fra hus til hus
- I en situation, hvor DF har det så svært med vælgertilslutningen, som vi har, og hvor vi kæmper fra hus til hus, der gør det her ikke situationen nemmere, siger han.

- Det ligner en fjendtlig handling over for ledelsen?

- Jeg vil ikke sige det der. Men jeg vil sige, at jeg vil betragte det som en slags faneflugt. Og at man på den måde gør situationen sværere for Dansk Folkeparti.

- Hvis man tænker på, hvad Dansk Folkeparti har betydet for udlændingepolitikken og EU-modstanden gennem 25 år, så jeg forstår ikke, at denne her sag kan føre til, at man ikke vil genopstille. Nej... jeg er skuffet over det, siger Søren Espersen.

Kunne have ventet
Han undrer sig også over timingen af Krarups udmelding:

- Vi har tre år til næste valg, og hun kunne jo sagtens have ventet til den tid med at melde det her ud.

Marie krarup skriver på Facebook, at hun er utilfreds med, at dansk Folkeparti 'har besluttet sig for at støtte et forbud'.

Men partiets folketingsmedlemmer er fritstillet, påpeger Espersen:

- Det er første gang i DF's historie, at vi fritstiller medlemmer i en sag, og det viser hvor alvorligt vi har taget det. Så forstår jeg ikke, at man vælger ikke at genopstille, siger han

309 kommentarer
Vis kommentarer