DF-toppen i flæsket på Vermund: Strammer-krig

Toppen af Dansk Folkeparti går målrettet til udlændinge-angreb på formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund

Pernille Vermund og Martin Henriksen. Foto: /ritzau/Mathias Svold/Jens Dresling
Pernille Vermund og Martin Henriksen. Foto: /ritzau/Mathias Svold/Jens Dresling

Der er udbrudt strammer-krig på den yderste højrefløj.

Toppen af Dansk Folkeparti retter en hård kritik af Pernille Vermund og Nye Borgerlige for i flere tilfælde at have været for slappe på udlændingeområdet.

– Der har været nogle eksempler inden for det seneste stykke tid, hvor Nye Borgerlige vakler, når det gælder. Jeg ved ikke, om de mister modet, når der kommer lidt pres på, lyder det fra DF’s udlændingeordfører og medlem af partiets ledelse, Martin Henriksen

DF-angrebet kommer efter, at Pernille Vermund har beskyldt partiet for at have svigtet ’enormt’ under flygtningetilstrømningen i efteråret 2015.

– Når man sidder med 37 mandater i Folketinget og lader det ske, som det skete i september 2015, og lukker øjnene for, at man har ændret Danmark for evigt, er det et enormt svigt. Jeg kan ikke forstå, at det ikke er så vigtigt, at man er klar til at vælte en siddende regering, lød det fra Pernille Vermund i en debat med DF’s gruppeformand, Peter Skaarup, under sidste uges Folkemøde.

Danskhed
Men den slags beskyldninger vil Martin Henriksen ikke have siddende på sig.

I stedet fremhæver han, at Pernille Vermund selv ved flere lejligheder har svigtet på udlændingeområdet.

Ifølge Henriksen gælder det bl.a., når det kommer til debatten om danskhed.

Her har han gjort sig bemærket ved i en debat på DR2 at nægte at kalde en elevrådsformand, der er født og opvokset i Danmark, for dansk.

– Man kan ikke sige, at fordi man henter hele verden til Danmark, og de så får nogle børn i Danmark, så bliver de børn danskere, lød det fra DF’eren.

Det fik Pernille Vermund til at sige på Radio 24syv, at det direkte ’vender sig' i hende, når hun hører Martin Henriksens udtalelse.

Stenene og glashuset
Nu giver DF’eren svar på tiltale til Vermund og Nye Borgerlige:

– Jeg synes, det er tankevækkende, at de lægger sig på linje med Kristian Jensen (næstformand i Venstre, red.) og Morten Østergaard (radikal leder, red.), og at de tager klart og tydeligt afstand fra Dansk Folkepartis linje.

– Pernille Vermund har kritiseret Dansk Folkeparti for at svigte på det værdipolitiske, og så synes jeg sådan set, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i glashus, siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen mener ligeledes, at Vermund og Nye Borgerlige har anlagt en slapperkurs på et andet punkt:

– Når de klart og tydeligt udtaler, at de ikke vil forbyde moskeer, så synes jeg da, at de rammer ved siden af skiven.

– Dansk Folkeparti har eksempelvis stillet forslag om at forbyde Grimhøj-moskéen (i Aarhus, red.). Selvfølgelig skal den forbydes - jeg kan ikke se, at det skulle være et emne for nogen, der vil nationen det godt, siger Martin Henriksen.

 Henriksen om Vermund-angreb: Vi har sendt 4000 asylansøgere ud

Ekstra Bladet har spurgt Martin Henriksen nærmere ind til angrebene på Pernille Vermund.

Han er eksempelvis ude med riven efter, at Vermund lægger afstand til Dansk Folkepartis linje i danskhedsdebatten. 

– Martin Henriksen, handler det ikke nærmere om, at du gik over stegen i Debatten på DR2 ved ikke at ville sige, at elevsrådsformanden er dansk?

– Jeg forholdt mig ikke til, om han var dansk eller ej. Jeg redegjorde bare for det generelle syn på dansk kultur. Det ved jeg, at mange sagtens har kunnet forstå. Så jeg synes, det er problematisk, at et parti, der slår sig op på, at de vil værne om nationen, ikke fanger det budskab.

Desuden angriber Martin Henriksen Vermund for ikke at ville forbyde moskéer.

– Martin Henriksen, er det ikke et spørgsmål om, at vi har religionsfrihed herhjemme, så derfor skal muslimer have lov til at udøve deres tro?

– Jo, men der er også grænser for religionsfriheden. Derfor har vi i Dansk Folkeparti brugt kræfter på at sætte nogle begrænsninger op, så man eksempelvis kan få op til tre års fængsel, hvis man tilslutter sig religiøs oplæring i de dele af sharia, som handler om vold og undertrykkelse.

– Vermund kritiserer jer for, at I i efteråret 2015 ikke satte foden ned og sagde, at grænserne skulle lukkes, ellers vælter vi Løkke? 

– Vi har jo fået grænsekontrol og antallet ned – sidste år sendte vi lige over 4000 afviste asylansøgere med videre ud af landet. 

– Hvorfor stillede I ikke et ultimatum over for Løkke?

– Så var Uffe Elbæk jo kommet til. Det kan da godt være, at nogen ville være glade for, at han stod nede ved grænsen med blomster og tog imod flygtninge. Men det er jeg ikke sikker på, ville være det bedste for Danmark. Man kan godt komme med nogle hurtige løsninger, som i sekundet kan virke fornuftige, men man skal også tænke på, hvad der kommer bagefter, siger Martin Henriksen.

Vermund om DF: De er gået i panik

Da Ekstra Bladet præsenterer Pernille Vermund for angrebene fra Martin Henriksen, står hun med glæde ved sine tidligere udtalelser.

– Vi vil ikke forbyde moskéer. Hvis der er moskéer, som virker mod loven, så skal de selvfølgelig lukkes. Men at forbyde moskéer generelt er fuldstændig udemokratisk og nytteløst, siger hun og leverer et modangreb:

– For DF handler det meget om signaler og symbolpolitik. For mig er det afgørende, at vi får rykket dansk politik i den rigtige retning, og at vi får løst de her problemer, og det gør DF jo ikke, siger Pernille Vermund

Hun lægger også gerne afstand til Martin Henriksens udtalelser i debatten om danskhed.

– For mig handler danskhed ikke om gener eller blod, siger Pernille Vermund og forklarer om forskellen mellem hende og Martin Henriksen på området:

– Vi adskiller os ved, at han siger, at man ikke er dansk bare fordi, man er opvokset her, når forældrene kommer et andet sted fra. Det mener jeg bestemt godt, at man kan være. Hvis man er dansk i hjertet og har dansk statsborgerskab, så er man dansk.

– Handler det her ikke om, at der er gang i stemmefiskeriet på højrefløjen?

– Nej, helt grundlæggende handler det om, at når man render rundt og taler om, hvem der er strammest, så mister man fokus. Fokus er altså, at vi får stoppet de her problemer og får vendt udviklingen.

– Jeg synes, at det her virker fjollet og panikagtigt fra DF’s side, siger Pernille Vermund.

286 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere