DF vil forbyde skolegang hvis opholdstilladelsen ryger

Der er fortsat for mange huller på udlændingeområdet, mener Dansk Folkeparti, som kommer med fire forslag

Dansk Folkeparti ønsker yderligere stramninger på udlændingeområdet.

Helt konkret kommer udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF) med fire forslag.

Det skal blandt andet være slut med at gå i skole eller gymnasium, hvis ens opholdsgrundlag er inddraget.

Alle, der får inddraget opholdstilladelser, skal overflyttes til et udrejsecenter, og her kan man modtage undervisning.

Der skal også være forbud mod at søge asyl, hvis man allerede har opholdstilladelse i Danmark eller har fået inddraget opholdstilladelsen.

- Det er principielt forkert, at personer, som ikke har et opholdsgrundlag, eller hvor der ikke er en endelig afklaring om det, kan benytte sig af vores uddannelsessystem.

- Det er ikke gangbart. Men det har været sådan i meget lang tid, siger Henriksen.

DF'eren henviser eksempelvis til en sag fra Nyborg med en somalisk familie.

Her har familien fået inddraget deres opholdstilladelse efter tre år i landet.

Men familiens otte børn har søgt asyl, og på Nyborg Gymnasium har rektoren besluttet, at to af familiens piger kan fortsætte med deres 10. klasseundervisning på gymnasiet.

Desuden mener DF, at private aktører og enkelte ledere inden for det offentlige ikke skal kunne føre deres egen udlændingepolitik, hvis ikke vedkommende har "et klart folkeligt og demokratisk mandat".

- Der er behov for klare retningslinjer. Det går ikke, at udlændingemyndighederne tager en opholdstilladelser fra en person eller familie, mens andre personer i det offentlige ser stort på det og for eksempel bliver ved at give børnene undervisning, siger Henriksen.

Han mener ikke, at det er op til den enkelte skole at vurdere, om børn, som står til at skulle sendes ud af Danmark, kan modtage undervisning på skolen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil ikke kommentere DF's forslag over for DR.

Til samme medie siger udlændingeordfører Mads Fuglede (V), at regeringspartiet er parat til forhandlinger.

Udlændingeordfører Mathias Tesfaye (S) konstaterer over for DR, at Danmark ikke har en hjemsendelsesaftale med Somalia. Og at det er regeringens ansvar.

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere