DF vil tjekke fængslernes vagtplaner efter overfald på betjent

Regeringen skal undersøge sikkerheden i fængslerne. Mangel på betjente er uholdbart, påpeger Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis Peter Skaarup. (Foto: Astrid Dalum)
Dansk Folkepartis Peter Skaarup. (Foto: Astrid Dalum)

De ansatte i landets fængsler og arresthuse skal ikke være utrygge, når de går på arbejde. Derfor må regeringen gennemgå sikkerheden på fængselsgangene.

Et sted at starte er i fængselsbetjentenes vagtplaner. For det går ikke, hvis der er for få på arbejde ad gangen. Og alt tyder på, at der mangler betjente.

Se også: Kvindelig fængselsbetjent snittet i halsen

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti. Meldingen kommer, efter at en kvindelig fængselsbetjent lørdag blev overfaldet af en indsat i arresten i Randers.

- Vi tager det nu op med regeringen. Fordi der er brug for, at man på baggrund af sådan en forfærdelig sag får kigget på sikkerheden og trygheden blandt de ansatte i vores fængsler, siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup.

Han er desuden formand for Folketingets retsudvalg.

- Der er ingen tvivl om, at det er fængselsfunktionærerne, der skal have magten i fængslerne. Det må aldrig være de indsatte, der styrer tingene, siger Peter Skaarup.

- Vi vil bede justitsministeren om at gennemgå sikkerheden.

Ifølge Fængselsforbundet er der et 'massivt personaleunderskud' i fængslerne. Nærmere bestemt mangler der ifølge forbundet mellem 200 og 300 fængselsbetjente.

31 kommentarer
Vis kommentarer