DF'er efter 'chokerende' hvidvins-angreb: De er sarte

Politikere er for sarte, hvis de kan blive pikeret over et polemisk DF-angreb mod Alternativet for at lave snobbet politik i en hvidvins-rus, mener DF'er

Politikere tabte næse og mund, da Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth foldede sig ud på Folketingets talerstol.

DF'eren gav den fuld retorisk gas om et forslag fra Alternativet, der ville sende dansk tilslutning til EU's asylpolitik til folkeafstemning, og han har ikke tænkt sig at skifte stil. De andre er for sarte.

Alternativets forslag var groet i ud af en fornem virkelighed, da det ifølge DF'eren var 'let at være god på andres bekostning, når man sidder i lejligheden på det indre Frederiksberg eller Gentofte og drikker en kølig hvidvin'.

Bagefter var den nyvalgte Rasmus Nordqvist fra Alternativet lidt chokeret, over at DF'eren manglede respekt og en ordentlig politisk kultur. Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen mente, at tonen ikke var pæn nok på grund af skræmmebilleder og nedladende sprog.

Selv mener Kenneth Kristensen Berth, at de to politikere er for sarte. Han har fået en masse positiv respons på udmeldingen, og han har ikke tænkt sig at skrue ned for den polemiske stil.

- De skal lade være med at være så sarte. Jeg har ikke sagt noget, som jeg ikke kan stå 100 procent på mål for, og jeg kan vitterlig ikke se, at jeg sagde noget, som ikke er på sin plads, siger Kenneth Kristensen Berth til Ekstra Bladet.

Se også: Bag facaden er DF sovset ind i EU

'Kreative kompetencer'
Fra Folketingets talerstol kaldte DF'eren også Alternativet for 'et parti lykkeligt befriet for politiske synspunkter, men ikke desto mindre repræsenterende den fineste udkrystallisering af den kreative klasses kompetencer'.

En dansk tilslutning til den tyske forbundskansler Angela Merkels åbne arme, ville være at lukke øjnene overfor de problemer, som følger med, mener DF'eren.

- Det er selvfølgelig også let at være god på andres bekostning, når man sidder i lejligheden på det indre Frederiksberg eller Gentofte og drikker en kølig hvidvin og ikke skal forholde sig til praktiske konsekvenser af en indvandring, der er løbet fuldstændig af sporet, sagde Kenneth Kristensen Bert.

Dokumentation
Efter DF'erens ordførertale forsøgte Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen at få Kenneth Kristensen Berth til at fremlægge nogle fakta.

- Danmark vil blive koran-stat, og at beslutningsforslaget var skrevet i en Frederiksberg-lejlighed i hvidvins-tilstande. Kan ordføreren dokumentere disse påstande? spurgte Trine Bramsen.

Se også: Frikadellekrig: Her forlanger politikere svin på menuen

'Polemisk'
DF'eren erkendte, at han havde sat tingene på spidsen. Men han holdt fra talerstolen fast i budskabet.

- Modsat fru Trine Bramsen så kan jeg godt lide nogen gange at være polemisk, og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kan bekræfte, at beslutningsforslaget er skrevet i en lejlighed på Frederiksberg, men jeg kan sige, at det emmer af det, sagde DF'eren på talerstolen i Folketinget.

- Det emmer af, at det er meget langt fra den virkelighed, som rammer almindelige mennesker blandt andet i det område, hvor jeg er opstillet - nemlig på vestegenen.

Skifter ikke stil
Dagen efter debatten i Folketinget har kritikken i bidt sig fast i Kenneth Kristensen Bert.

- Folk efterspørger, at der er nogle, som siger tingene lidt mere firkantet, end man er vant til, og det bryder andre sig så ikke om, men sådan er det. Man kan ikke være venner med alle, siger Kenneth Kristensen Berth til Ekstra Bladet.

- Det er en stil, jeg har brugt i kommunal-politik, i regionen og i Dansk Folkepartis ungdom, så det er nok ikke noget, som jeg kan lægge på hylden.

129 kommentarer
Vis kommentarer