DF'er om racisme: 'Vi har alle prøvet det'

Bølgerne gik højt i Folketingssalen, da Sikandar Siddique talte om racisme i USA og Danmark. Her påpegede Mette Hjermind Dencker fra Dansk Folkeparti, at hun som en del af minoriteten Dansk Folkeparti også har oplevet undertrykkelse. Ekstra Bladet har stillet par opklarende spørgsmål

I de sidste timer af Folketingets afslutningsdebat startede Sikandar Siddique fra det uofficielle parti Frie Grønne Stemmer en ophedet debat. Efter sit indlæg opfordrede han Folketingets medlemmer til at holde et minuts stilhed til ære for dem, der har mistet livet på baggrund af racisme i USA.

Det faldt absolut ikke i god jord hos blandt andre Dansk Folkepartis medlemmer.

'Dansk Folkeparti har også prøvet at være en minoritet i Danmark, da vi startede. Vi ved godt, hvordan det er at være en minoritet,' lød det hurtigt fra Mette Hjermind Dencker, da Sikandar Siddique, der selv har pakistansk baggrund, sagde, at medlemmerne skulle prøve at leve en dag i hans sko.

Ekstra Bladet har talt med Mette Hjermind Dencker om hendes oplevelser med undertrykkelse på baggrund af hendes politiske virke i Dansk Folkeparti.

'Det er ynkeligt'
I et interview med Ekstra Bladet tirsdag efter afslutningsdebatten holder Mette Hjermind Dencker fast i, at Sikandar Siddiques indlæg i debatten var 'ynkeligt' og 'grænseoverskridende', og hun opfordrer til, at man ikke bliver 'hysterisk' på talerstolen.

- Men Mette Hjermind Dencker, anerkender du, at der er nogen, der oplever at blive behandlet anderledes på baggrund af deres hudfarve?

- Der er nogle, der oplever det på grund af deres køn, seksualitet, udseende, handikap og alle mulige ting - på grund af deres politiske tilhørsforhold - at blive behandlet anderledes.

- Hvis alle oplever undertrykkelse på baggrund af forskellige ting som køn, seksualitet og handikap, trækker de så også offerkortet, når de italesætter det?

- Jeg synes, at det ville være at trække offerkortet, hvis jeg sagde, at fordi jeg er kvinde, så har jeg ikke de samme muligheder på arbejdsmarkedet.

- Gælder det også folk med handikap?

- Der er selvfølgelig en grænse mellem at fremsætte et reelt problem, og hvornår det bliver ynkeligt.

- Hvor går den grænse?

- Det er svært at sætte på en formel.

- Skal man helt undlade at italesætte det?

- Nogle gange er det bare for meget og for hysterisk. Der er ikke nogen, der dømmer folk på baggrund af hudfarve, men deres gerninger.

- Findes der racisme i Danmark?

- Ja, det så vi da til Black Lives Matter-demonstrationen, hvor de hvide ikke måtte komme foran.

'Racisme er ikke unikt'
Ifølge Mette Dencker er der ingen grund til, at Sikandar Siddique fremstiller undertrykkelse af på baggrund af etnisk herkomst som noget unikt for folk med anden etnisk baggrund. Hun mener nemlig, at alle har oplevet undertrykkelse i deres opvækst.

'Jeg tror faktisk, at alle mennesker på en eller anden måde har oplevet at føle sig anderledes. Det kender jeg, fordi jeg for 22 år siden meldte mig ind i Dansk Folkeparti og var en del af en minoritet, som ingen ville lege med. Folk behandlede os ganske usselt,' siger hun til Ekstra Bladet.

'Om du er høj, lav, tyk eller tynd, så har du oplevet at blive undertrykt.'

Ekstra Bladet har stillet Mette Hjermind Dencker et par opklarende spørgsmål til hendes oplevelser med undertrykkelse som en del af minoriteten Dansk Folkeparti.

Svarene finder du i videoen i toppen af artiklen.