DF’er skal modtage eftervederlag: - Det er da løgn

– Det er da løgn, at jeg ikke kan sige nej til de penge, siger Karina Due, der overvejer at give pengene til et velgørende formål

Karina Due stopper frivilligt som medlem af byrådet i Silkeborg 1. september. Alligevel skal hun modtage et eftervederlag på to måneders løn, fordi hun har været formand for et udvalg i kommunen (Foto: Privatfoto)
Karina Due stopper frivilligt som medlem af byrådet i Silkeborg 1. september. Alligevel skal hun modtage et eftervederlag på to måneders løn, fordi hun har været formand for et udvalg i kommunen (Foto: Privatfoto)

Når medlemmerne af økonomi- og erhvervsudvalget i Silkeborg Kommune i dag på deres ordinære møde vedtager, at Dansk Folkepartis byrådsmedlem Karina Due får lov til at træde ud af byrådet fra 1. september, pålægger de hende samtidig, at hun skal have to måneders eftervederlag, fordi hun siden 1. januar 2014 har været formand for kommunens ældre- og handicapudvalg.

Karina Due blev ved valget 18. juni valgt til Folketinget, men da hun samtidig er medlem af byrådet i Silkeborg og medlem af Region Midtjylland, skal hun efter DF’s regler trække sig ud af enten byrådet eller regionsrådet.

– Jeg vidste ikke, at jeg skulle have eftervederlag, siger Karina Due.

– Derfor har jeg besluttet at sige nej tak til de penge.

– Jamen, det kan du ikke. Det fremgår af indstillingen til mødet i økonomi- og erhvervsudvalget.

– Hvad siger du? Kan jeg ikke sige nej til de penge. Arh, det er da løgn. Hvad er det for noget.

– Nåh, men så vil jeg overveje at give pengene - efter jeg har betalt skat af dem - til et velgørende formål, siger Karina Due

Reglerne

I indstillingen til mødet i økonomi- og erhvervs, står der under under punktet økonomi:

’Der er pligt til at modtage vederlaget jf. vederlagsbekendtgørelsen. Efterlønnen til Karina Due udgør således 2 måneders udvalgsformandsvederlag (knapt 40.000 kroner, red.).

Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen er overrasket over, at et byrådsmedlem også kan få eftervederlag, når vedkommende frivilligt trækker sig fra byrådet for at komme i Folketinget, hvor lønnen er meget højere.

– Jeg troede, at det kun var borgmestre og regionsformænd, der kunne få eftervederlag. Jeg anede ikke, at reglen også gælder for udvalgsformænd, siger Søren Espersen til Ekstra Bladet.

Jura og moral

Da han i går kommenterede Ekstra Bladets historie om, at tidligere formand for Folketinget, Mogens Lykketoft, får ministerpension samtidig med, at han det næste år får 1,4 millioner kroner i sit nye job som formand for FN’s generalforsamling, sagde Søren Espersen, at det juridisk var efter bogen, at Lykketoft får ministerpension, men ’det moralske må man vurdere med sig selv’.

– Det er helt tosset, at det kan lade sig gøre, og jeg håber, at der hurtigst muligt bliver sat en stopper for disse ting.

– Der er noget galt, når man kan få eftervederlag ved frivilligt at gå selv fra et byråd til et godt lønnet arbejde som medlem af Folketinget (et folketingsmedlem tjener 624.887 kroner om plus plus et skattefrit årligt tillæg på 60.103 kroner, svarende til en samlet årsløn på ca. 750.000 kroner, red.). Hvis det står til mig, skal folk sige nej til disse eftervederlag, siger Søren Espersen.

195 kommentarer
Vis kommentarer