DF'er skrider i protest: - Det hører kommunismen til

Det var et møde i partiet torsdag, der blev dråben for Flemming Rasmussen

Flemming Rasmussen har været en del af byrådet siden 2013. Foto: Frederikshavn Kommune.
Flemming Rasmussen har været en del af byrådet siden 2013. Foto: Frederikshavn Kommune.

Dansk Folkeparti er fortid i Frederikshavn.

Det står klart, efter at partiets eneste tilbageværende medlem i Frederikshavn Byråd har meldt sig ud i protest.

Det var et opstillingsmøde torsdag, der fik bægeret til at flyde over, skriver lokalmediet Kanal Frederikshavn.

Ikke meget søvn
På mødet blev det besluttet, at det uanset antallet af personlige stemmer fremover vil være den øverste kandidat på listen, der tager partiets mandat.

- Det hører jo kommunismen til. Det vil jeg simpelthen ikke være med til, så allerede torsdag aften besluttede jeg at melde mig ud af partiet. Det blev ikke til meget søvn den nat, siger Flemming Rasmussen til Kanal Frederikshavn.

Dårligt behandlet
Tidligere på året mistede Dansk Folkeparti yderligere to medlemmer i Frederikshavn Byråd, da Kasper Lau forlod byrådet, og 1. suppleant Lars Oldager skiftede til Socialdemokratiet.

Overfor Nordjyske siger Flemming Rasmussen, at han føler sig dårligt behandlet af partiet.

- Jeg er uønsket, og derfor forlader jeg Dansk Folkeparti, siger han til Nordjyske.

68-årige Flemming Rasmussen har været en del af byrådet siden 2013 og er i dag medlem af Teknisk Udvalg. Han planlægger at stille op ved kommunalvalget næste år, men har endnu ikke besluttet, om han vil melde sig ind i et andet parti eller stifte sit eget.

Privat er han gift og far til to.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Flemming Rasmussen.

124 kommentarer
Vis kommentarer