DF'er slettede kritisk kommentar fra tv-vært

Hans Pilgaard og andre ville vide, om folketingsmedlemmet Mette Hjermind Dencker stadig mener, at det er unaturligt at leve som homoseksuel

Fotos: Kenneth Meyer/Folketinget
Fotos: Kenneth Meyer/Folketinget

'Jeg vil bare høre, om du stadig står fast på din tidligere udmelding om, at det var og er naturstridigt og unaturligt at flytte hjemmefra, før man er 18 og ligeledes at det er naturstridigt og unaturligt at leve som homoseksuel eller at vokse op uden både en mor og en far til stede? '

Sådan lyder spørgsmålet fra tv-værten Hans Pilgaard til et af Dansk Folkepartis medlemmer af Folketinget, Mette Hjermind Dencker, der netop er blevet genvalgt.

Hans Pilgaard stillede spørgsmålet på Mette Hjermind Denckers Facebook side, men indslaget blev slettet og Hans Pilgaard blev blokeret.

- Jeg synes selv, det var et sobert spørgsmål - en sober henvendelse, skriver den homoseksuelle vært på Facebook.

- Er det en måde at opføre sig på som folkevalgt medlem af Folketinget. At man svarer spørgsmål ved at slette det?? Jeg håber virkelig, det er en fejl. Jeg er rystet. Og nu agter jeg at gå videre med spørgsmålet, indtil hun svarer. For hun kan jo bare svare, at hun er fejlciteret, at hun har ændret holdning, eller at partiet HAR den holdning og så stå ved den...... Ellers må man jo prøve partiet - Danmarks næststørste parti - Dansk Folkeparti, skriver Hans Pilgaard.

Svarer kun på spørgsmål på mail
Mette Hjermind Dencker siger i en kommentar til Ekstra Bladet søndag, at hun på sin Facebook side gør klart, at hun gerne svarer på spørgsmål, men det skal være på email og ikke på Facebook.

- Der er mange, der har været inde og undre sig over, hvorfor jeg ikke svarer på det, men altså, hvis man ser på min side, så kan man tydeligt se, at selvfølgelig svarer jeg ikke på den side. Det har jeg jo ikke mulighed for. Der kan komme 100 kommentarer og opslag på en dag. Det kan jeg ikke gøre. Det er derfor, at jeg ikke har svaret, siger hun.

Mette Hjermind Dencker skrev lørdag nat på sin Facebook side: 'Som I kan se på forsiden, henviser jeg til min mail, hvis I har nogle spørgsmål/sager jeg kan hjælpe jer med. Indimellem svarer jeg her på siden, men som udgangspunkt hvis I forventer et svar af mig, så skriv på mailen.'

Ifølge Mette Hjermind Dencker sendte Hans Pilgaard aldrig nogen mail til hende, selv om hun selv sendte en mail til ham og opfordrede ham til at spørge per mail.

Hans Pilgaard kunne ikke træffes til en kommentar.

Nogle gange holder Mette Hjermind Dencker spørgsmål-og-svar sessioner på Facebook, men det er kun på planlagte tidspunkter.

Censurerede 'shit storm'
At dømme efter kommentarerne på Hans Pilgaards og Mette Hjermind Denckers Facebook sider, er det ikke kun Hans Pilgaard, hvis spørgsmål om politikerens holdning til homoseksuelle og alternative familieformer er blevet slettet.

Mette Hjermind Dencker indrømmer overfor Ekstra Bladet, at hun også har slettet andre kommentarer og spørgsmål.

- Jeg har blokeret alle dem, der har kørt en shit storm inde på min egen side. Fordi min side er beregnet til at være et sted, hvor jeg kan skrive, hvad jeg laver inde på Borgen, så folk de ligesom kan vide, hvad sker der politisk for mig, så de kan følge med i mit arbejde både på Christiansborg og det, der foregår udenfor Christiansborg. Det er ikke beregnet til at være et sted hvor folk de bare kan komme ind og lave sådan noget. Det må de jo gerne lave ude på Facebook. Det kan jeg jo ikke forhindre dem i. Men det skal ikke foregå på min side. Så jeg blokerer selvfølgelig alle dem, der har taget del i det her.

Der er jo nogle af de her folk, som er inde på siden, som ikke rigtigt kan forstå, i de her dage, at man så ikke tager spørgsmål og kommentarer inde på Facebook også, når man nu er Folketingsmedlem?

- Jeg mener, det er det enkelte folketingsmedlem, der fuldstændig egenrådigt administrerer sin egen side og bestemmer, hvordan tonen skal være der. Og om man vil gå i dialog der, eller om man ikke vil. Jeg har så bestemt, at på min side, den dialog, som der skal være, det er, når jeg holder de der sessioner, de der Q og A, questions and answers, hvor jeg sidder ved tasterne og der kan man så spørge mig. Det er den eneste dialogform, der er på min side. Ellers henviser jeg klart til mailen, siger Mette Hjermind Dencker.

Shit storm over slettede svar og blokerede mennesker
At dømme efter shit stormen på sociale medier, er der mange, som enten ikke har set, at Mette Hjermind Dencker ikke svarer per mail eller ikke finder det acceptabelt, at et Folketingsmedlem ikke vil svare på spørgsmål på sin Facebook side og blokerer kommentarer og spørgsmål.

Tror du, det bliver nødvendigt at lave et Facebook opslag på din egen side ligesom for at få ro på?

- Jeg synes faktisk, jeg har lavet et Facebook opslag inde på min egen side, hvor jeg ligesom gør opmærksom på, at jeg tager gerne dialog, og den tager jeg gerne på mail. Så alle folk, der har noget på hjerte, de kan skrive til mig på mail, og når de gør det, så får de et svar. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, om man hedder hans Pilgaard, eller om man hedder noget andet. Jeg svarer dem, der skriver til mig på mail. Selvfølgelig gør jeg det, siger hun.

Undskylder uheldig formulering
Mette Hjermind Dencker siger, at hun har svaret dem, der har stillet spørgsmål på mail om, om hun stadig mener, det er naturstridigt og unormalt at flytte hjemmefra, før man er 18 år, at være homoseksuel, og at vokse op uden en mor og far.

Til dem påpeger Mette Hjermind Dencker, at klummen i MetroXpress, som har givet anledning til de mange kommentarer og spørgsmål, er fra januar 2013. Hun svarer, at hun allerede samme dag var ude at undskylde offentligt, at hun havde formuleret sig på en uheldig måde.

- Så har jeg også skrevet, at jeg er rigtig, rigtig, rigtig ked af, at jeg formulerede mig på en meget uheldig måde dengang. På en måde så det kunne give anledning til at tolke nogle ting. Så det er jeg ked af, siger hun til Ekstra Bladet søndag.

-Jeg var ude at undskylde den med det samme, fordi jeg godt kunne se, at det selvfølgelig er mit ansvar, at jeg giver folk anledning til at tolke på den måde. Det har ikke været heldigt formuleret af mig, og det har jeg gjort klart. Så det har jeg også skrevet. Og så har jeg også skrevet, at hverken mig eller Dansk Folkeparti kunne drømme om at se ned på andre mennesker, siger hun.

496 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere