Dramaet fortsætter: Indkalder til nyt krisemøde

Ellemann vs Støjberg: Venstres hovedbestyrelse hasteindkaldt

Venstres hovedbestyrelse er blevet hasteindkaldt tirsdag aften. Mødet løber af stablen kl. 21.40 - indkaldelsen kom kl. 21.07, erfarer Ekstra Bladet.

Dermed skrives der endnu et kapitel til den dramatiske konflikt mellem partiformand Jakob Ellemann-Jensen og næstformand Inger Støjberg.

Indkaldelsen af hovedbestyrelsen sker efter et møde i Venstres forretningsudvalg tidligere på aftenen. 

Her skulle medlemmerne af udvalget tage stilling til, om de bakker op om V-formand Jakob Ellemann-Jensen eller næstformand Inger Støjberg.

Nu er næste skridt altså, at hovedbestyrelsen skal drøfte striden mellem de to parter.

Åben krig
Forud er gået et hæsblæsende forløb, hvor Støjberg har ligget i åben krig med Jakob Ellemann.

Ellemann har meldt ud, at Venstre vil bakke op om en mulig rigsretssag mod Støjberg, såfremt der findes grundlag for det.

Det har fået Støjberg til at gå offentligt i rette med sin formand. Hun har således skrevet på Facebook, at hun er 'helt uenig' i Ellemann linje.

Efter at de to forgæves havde forsøgt at nå til forsoning tidligere i dag, blev Venstres forretningsudvalg hasteindkaldt til et møde kl. 19. Nu er det altså tid til, at hovedbestyrelsen også skal mødes.

Ulovlig instruks
Sagen bunder i den instruks, som i februar 2016 blev udstedt af Udlændinge- og Integrationsministeriet med Inger Støjberg som minister. Den fik Udlændingestyrelsen til - i strid med loven - at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Instruksen blev i 2017 betegnet som ulovlig af Folketingets Ombudsmand. En adskillelse ville nemlig kræve en individuel vurdering af hvert enkelt par.

Instruksen om at adskille asylpar var klart ulovlig, konkluderede også Instrukskommissionen i sin delberetning, som kom tidligere på måneden.

Derudover blev det konkluderet, at Støjberg blev advaret om ulovligheden, og at Folketinget efterfølgende blev vildledt om forløbet.

Kommissionen fandt dog ikke fundet beviser for, at den daværende minister gav en direkte ordre om at bryde loven.

Lavine i gang
På baggrund af kommissionens beretning var Ellemann ikke desto mindre 'ultimativt' klar til at bakke op om en rigsretssag mod Støjberg.

En udmelding, som altså satte en lavine i gang.