Ved du noget om sagen? Så kontakt Ekstra Bladets journalister ved at skrive til tf@eb.dk eller krypteret til jeppe.findalen@protonmail.com. Alle henvendelser behandles fortroligt.
Udenrigsminister Jeppe Kofods (S) fremtid hænger mildest talt i en tynd tråd efter mødet fredag morgen, hvor regeringen gav Folketingets partier en 'fortrolig orientering' om situationen for de 19 børn med dansk tilknytning, der sidder i fangelejre i Syrien.
Det stod klart, da Radikale Venstre og Enhedslisten kom ud fra mødet i Udenrigsministeriet, som blev annonceret, efter Ekstra Bladet har afsløret, at Folketinget blev holdt uvidende om sikkerhedsorienteringer fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
- Enhedslistens tillid til Jeppe Kofod kan ligge på et meget, meget lille sted. Ministre skal opføre sig ordentligt over for Folketinget ... Jeg er kun blevet bestyrket i, at det er bedst for Danmarks sikkerhed at få de her børn til Danmark. Vi har ikke drøftet Ekstra Bladets afsløringer på mødet, siger Enhedslistens Rosa Lund.
Artiklen fortsættes under videoen ...
Intet formildende
Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, ville heller ikke frede Jeppe Kofod efter mødet. Tværtimod afviste hun at udtrykke tillid til udenrigsministeren, der skal i samråd om sagen i den nærmeste fremtid.
- Der har ikke været noget formildende ved mødet. Vi er heller ikke blevet mere tilfredse med Jeppe Kofods indsats, siger hun, der står fast på, at børnene skal hjem - med henvisning til de oplysninger, som Ekstra Bladet har afsløret.
Pilen peger på Kofod: Ambassader modtog hemmelige FE-oplysninger
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) nægtede at svare på spørgsmål fra pressen efter mødet - hvor han efter en kort kommentar sprang ind i sin ministerbil.
- Vi har i dag tilbudt partilederne en dybt fortrolig briefing. Det er efterretninger om børn af fremmedkrigere, og i sagens natur kan jeg ikke komme yderligere ind på det, lød det fra Jeppe Kofod.
Regeringen er blevet kritiseret for, at den ikke har delt oplysninger med Folketingets partier. I stedet måtte partierne læse om en orientering fra Forsvarets Efterretningstjeneste i Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet har blandt andet beskrevet, at FE orienterede regeringen i september om, at Islamisk Stat smugler børn ud fra fangelejrene al-Hol og al-Roj i Syrien med henblik på at optræne dem til terror mod deres oprindelseslande.
Samtidig vurderer PET's offentlige trusselsvurdering fra marts 2020, at børnene ikke udgør en sikkerhedstrussel nu, men deres risiko for radikalisering øges, jo længere de forbliver i lejrene.
Til hemmeligt krisemøde om Kofod
Eksperter: Kofod kan ikke frasige sig ansvar
Hemmelige FE-oplysninger: IS har skabt Kalifatets Løveunger i fangelejr
Regeringen advaret af FE: Islamisk Stat smugler børn ud fra fangelejrene