Du skal arbejde længere, men: Politikerne beholder deres tidlige pensionsalder

Politikerne lovede, at deres folketings-pension fremover skulle følge danskernes folkepensionsalder. Men de vil stadig kunne stoppe 5-7 år før, viser nyt lovforslag

Gruppeformændene Henrik Sass (S) og Søren Gade (V) står bag forslaget om den nye politiker-førtidspension. De bliver folkepensionister som 68-årige, men kan altså allerede få livslang pension som 63-årige, hvis forslagene vedtages. Foto: Jens Dresling
Gruppeformændene Henrik Sass (S) og Søren Gade (V) står bag forslaget om den nye politiker-førtidspension. De bliver folkepensionister som 68-årige, men kan altså allerede få livslang pension som 63-årige, hvis forslagene vedtages. Foto: Jens Dresling

Danskerne skal blive endnu længere på arbejdsmarkedet. Sådan lyder det fra regeringspartierne og de Radikale.

Men ministre og folketingsmedlemmerne skal fortsat kunne gå på livslang pension 5-7 år før den til enhver tid gældende folkepensionsalder.

Det fremgår af to nye lovforslag, som vil indføre en særlig ret til førtidspension for ministre og medlemmer af Folketinget.

Se også: Formand om ny politiker-førtidspension: Jeg er skuffet

Forslagene støttes af regeringspartierne (V, LA, K) samt socialdemokraterne og de radikale. Dermed er der flertal for den nye lov, der altså giver politikerne en kattelem ud af 'arbejdsmarkedet' mindst fem år før folkepensionsalderen.

Du kan læse forslagene her og her.

Sur Skipper: Et røgslør
Enhedslisten politiske ordfører, Pernille Skipper, er stærkt kritisk over for, at politikerne igen skaffer sig særlige privilegier i en tid, hvor alle andre skal arbejde længere.

– Noget tyder på, at den storstilede parole om, at nu normaliseres pensionsreglerne, er et røgslør. I praksis vil det her betyder, at politikere stadig vil have markant bedre pensionsforhold end alle andre mennesker, siger hun.

Da et flertal i Folketinget sidste år afviste Vederlagskommissionens forslag om at 'normalisere' de ekstremt lukrative politikerpensioner, lovede det samme flertal til gengæld, at politikernes pensionsalder fremover skulle følge folkepensionsalderen.

Freder sig selv
Altså i stedet for de nuværende regler, hvor politikerne allerede kan gå på livslang pension fra efterlønsalderen.

De folketingsmedlemmer, som vælger den nye 'førtidspension' skal ikke i gennem arbejdsprøvning eller andre genvordigheder hos kommunen.

– Hvis man sammenligner med de ting som almindelige danskere skal igennem for at få en førtidspension, så er det her helt grotesk. Hvis de (Skipper politiske modstandere i de store partier, red.) kan se, at der kan være et behov for, at de selv går fra tidligere pga. nedslidning, så må de for filan da også kunne se, at den nødvendighed gælder for alle andre mennesker. Det er nogle af de samme partier, som vil sætte pensionsalderen op for de mennesker, der slæber rundt på mursten og børn hver dag. Jeg kan afsløre, at så hårdt er det ikke at sidde herinde, siger Pernille Skipper.

Politikerne vil dog få reduceret pensionen med et varigt såkaldt 'førtidspensionsfradrag', hvis størrelse afhænger af pensionstidpunktet. (artiklen fortsætter under faktaboksen)

Politikernes smarte førtidspension

Sådan fungerer det nye 'førtidspensionsfradrag' for folketingsmedlemmer:

Som tommelfingerregel vil det betyde, at politikerne kan gå på pension fem år før folkepensionsalderen mod at få reduceret den månedlige pensionsudbetalingen varigt.

Jo længere de venter med at få pensionen udbetalt, jo mindre bliver den reduceret.

Folkevalgte født før 1960 kan dog trække sig tilbage op til syv år før folkepensionsalderen.

Til gengæld får politikerne et særligt tillæg på op til ca. 24.000 kroner årligt alt efter, hvor længe de har siddet i Folketinget.

Hvis en politiker eksempelvis har været valgt til Folketinget i 15 år, så kan han trække sig tilbage fire år før tid med 22.471 kroner i månedlig pension livet ud.

Havde han ventet til folkepensionsalderen ville han have fået 23.654 kroner om måneden livet ud.

Med andre ord får han fire års ekstra pensionstilværelse for blot 1200 kroner om måneden før skat.

Dertil kommer, at det pågældende medlem får ret til det særlige tillæg, som ved 15 års anciennitet lyder på 17.625 årligt indtil folkepensionsalderen.

Med udgangspunkt i en politiker født efter 1960 ser 'førtidspensionsfradraget' sådan ud:

Antal år vedkommende stopper før folkepensionsalderen:

4-5 år før: - 17 procent (folketingspensionen).

3-4 år før: - 14 procent.

2-3 år før: - 6 procent.

1-2 år før: - 5 procent.

0-1 år før: - 4 procent.

– Så hvis I går på folketingspension før tid, så skal I jo selv betale for det. Er det ikke fair nok?

– Det er ikke en mulighed alle andre mennesker har. Det er noget fjollet noget, at man som minister kan gå på førtidspension med dårligt knæ, men ikke skaber den samme mulighed for alle andre. Det er helt grotesk, siger Pernille Skipper.

– Men igen er det ikke fair nok, at politikerne har den mulighed, hvis de bliver ramt af sygdom eller lignende?

– Hvis man som folketingspolitiker bliver ramt af sygdom, så kan man få en førtidspension som alle andre, siger Enhedslistens politiske ordfører.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken finansminister Kristian Jensen (V) eller de to gruppeformænd Henrik Sass (S) og Søren Gade (V), som står bag de to lovforslag.

Sådan er de nuværende regler

Folketingsmedlemmer er berettiget til livslang pension, når de har været medlem af Folketinget i et år.

Den højeste pension (uden evt. minister-pension) opnås efter 20 års medlemstid og udgør 29.279 kr. om måneden.

Personer, som er blevet medlem af Folketinget før den 1. juli 2007, kan få udbetalt folketingspension optjent inden den 1. juli 2012, når de fylder 60 år. Folketingspension optjent efter den 1. juli 2012 kan først udbetales, når medlemmet opnår den alder, der gælder for at kunne gå på efterløn.

Personer, som er valgt ind efter den 1. juli 2007, får folketingpension, når de opnår den alder, der gælder for at kunne gå på efterløn. Ingen får dog folketingspension, så længe de modtager grundvederlag eller eftervederlag.

Kilde: Folketinget.dk

 

1 af 2 Finansminister Kristian Jensen har fremsat lovforslaget, der sikrer ministre ret til førtidspension. Sammen med den radikale leder Morten Østergaard vil Jensen hæve folkepensionsalderen yderligere. Men nu har de i alliance med S fået ret til livslang pension fem år før den til enhver tid gældende folkepension. Foto: Jan Sommer
2 af 2 Gruppeformændene Henrik Sass (S) og Søren Gade (V) står bag forslaget om den nye politiker-førtidspension. De bliver folkepensionister som 68-årige, men kan altså allerede få livslang pension som 63-årige, hvis forslagene vedtages. Foto: Jens Dresling
492 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere