Effekten af nye udlændingestramninger kendes ikke

Regeringsnotat viser ifølge Berlingske, at udlændingestramninger får "mærkbar effekt" uden at sætte tal på

Både regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti var glade.

Sådan så det ud fredag i sidste uge, da parterne blev enige om finansloven for 2019. Den indeholdt et såkaldt paradigmeskift i udlændingepolitikken med større fokus på hjemsendelser frem for integration.

Men regeringen kan ikke sætte tal på, hvor mange opholdstilladelser der vil blive inddraget som følge af de nye udlændingestramninger.

Det viser et regeringsnotat, som Berlingske er kommet i besiddelse af.

- Samlet set udgør de nævnte forslag til initiativer en væsentlig stramning, som må antages at få en mærkbar effekt i forhold til myndighedernes praksis i sager om inddragelse/nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser, står der ifølge Berlingske i notatet.

- Det vurderes således, at initiativerne samlet set vil medføre, at flere sager end i dag vil få det udfald, at opholdstilladelser inddrages/nægtes forlænget.

- Det er imidlertid ikke muligt at kvantificere effekten på udfaldet af sagerne eller på tilstrømningen til Danmark, står der yderligere.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forklarer, at for mange faktorer spiller ind i forhold til at kunne komme med et tal. Men stramningerne får en mærkbar effekt, fastholder hun.

- Det handler også om, hvornår der bliver fred i de forskellige hjemlande, og det kan vi jo selvsagt ikke regne ind, siger Støjberg til avisen.

114 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere