Der er generel tillid til chefredaktør for Netavisen Pio Niels Jespersen, men bestyrelsen har løftet pegefingeren og krævet mere kontrol.
Sådan siger bestyrelsesformand for Netavisen Pio Max Meyer efter Ekstra Bladets afsløring af, at Netavisen Pio har kopieret store dele af mindst 39 artikler.
- Jeg synes, han har reageret, som han skulle, da han bliver opmærksom på artiklerne, som Ekstra Bladet omtaler, siger Max Meyer.
- Man kan diskutere, om Niels skulle have læst alle artikler igennem og kontrolleret dem. Det har han ikke gjort, og det er en af de ting, vi strammer op på, og som han skal gøre fremover, fortæller bestyrelsesformanden.
Artikler trukket tilbage
Alle artiklerne er nu fjernet fra Netavisen Pio, og medarbejderen, der igennem et år har produceret de i vidt omfang kopierede artikler, er hjemsendt.
- Er det plausibelt, at Niels Jespersen intet vidste om de 39 artikler skrevet gennem et helt år?
- Jeg er nødt til at tro på, at han blev lige så overrasket som os, og det er også det indtryk, jeg har, siger Max Meyer.
- Så mange artikler udgiver Pio jo heller ikke. Det må være muligt at holde øje med.
- Det er rigtigt, og vi skal sikre, det ikke sker igen - ikke engang noget der ligner det - så det strammer vi op på, fortæller han.
- Hvordan kan det så slippe igennem. Har Niels Jespersen set igennem fingre med det?
- Nej, det tror jeg ikke. Der har været fuld tillid til, at den pågældende medarbejder leverede. Ikke det her.
Bedyrer uskyld
Selv bedyrer Niels Jespersen, at han intet kendte til grovheden af plagiatet af andre mediers historier.
- Jeg har ikke været vidende om, at vi har kopieret i det omfang, men når det er sagt, så er det mit ansvar, og det falder tilbage på mig, siger Niels Jespersen.
- Den gængse skik er blevet mere restriktiv, men det omfang, som I har dokumenteret er ikke for lange eller for mange citater, det er direkte plagiat, siger han.
- Forstår du, hvis flere tænker, at du må have vidst det her, når man ser på omfanget?
- Ja, det kan jeg godt forstå.
- Men dit svar er det samme?
- Ja.
Kan få millionregning
Netavisen Pio kan ende med en millionregning, hvis alle de krænkede medier kræver godtgørelse og erstatning.
Ekstra Bladet har forhørt sig ved flere advokater, som arbejder med sager om brud på ophavsret i mediebranchen. Her lyder vurderingen, at en krænkelse kan medføre et krav på 10.000-50.000 kroner.
Det afhænger af, hvor meget der er kopieret, og hvor stor en del af henholdsvis original og kopi det kopierede fylder.
Det er op til hvert enkelt medie i Netavisen Pio-sagen at kræve erstatning, oplyser Danske Medier.
Flere medier undersøger lige nu, om de vil tage økonomiske skridt i sagen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Sådan har de planket andres indhold ...
Swipe dig gennem artiklerne i galleriet...
Tætte bånd til S
Pio Pio har altid haft utrolig tætte bånd til Socialdemokratiet, og den politiske slagside ses i de 39 artikler, vurderer Peter Bro.
Der er nemlig ændret en lille smule i Pios artikler i forhold til de originale artikler fra andre medier. Og det kan ses i tilhørsforholdet.
- I de tilfælde, hvor der sker en egen behandling i det materiale, som jeg har kigget på, er det typisk der, man kan få en tanke, at mediet hælder til en retning politisk set, siger Peter Bro.
- De lægger for eksempel en ekstra kritik af erhvervslivet, direktører eller højrefløjspolitikere og partier ind, mens venstrefløjspolitikere har gjort noget godt, forklarer han.
Socialdemokratiet prædiker solidaritet og ordnede forhold på arbejdsmarkedet, men den del fokuserer Pio ikke på.
- Det er paradoksalt, når det her sker på et medie som Pio, fordi det ikke er specielt solidarisk at arbejde på den måde, siger Peter Bro.
Pio har fået mediestøtte siden 2017. Netavisen modtager godt 500.000 kroner i år.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets politiske podcast 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcast-app. Det nyeste afsnit handler om minkkommissionen. Vi forsøger at forklare, hvad sagen går ud på, og hvilke konsekvenser den kan få for regeringen.