Efter fire dage: Vanopslagh kyler homofob ud

LA-formand takker Ekstra Bladet: 2. viceborgmester Anni Grimm er ikke længere velkommen i det liberale parti

Alex Vanopslagh sammen med Anni Grimm forleden, da de jublede over det nye samarbejde. Manden til højre hedder Martin Boye og er medlem af Vejen byråd for LA. Pr-foto
Alex Vanopslagh sammen med Anni Grimm forleden, da de jublede over det nye samarbejde. Manden til højre hedder Martin Boye og er medlem af Vejen byråd for LA. Pr-foto

Fire dage.

Så længe fik 2. viceborgmester i Vejen Anni Grimm som medlem af Liberal Alliance.

Formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, ønsker nemlig ikke længere at have hende som medlem af partiet.

Den skrappe reaktion sker, fordi hun i et nyt interview med Ekstra Bladet - som du kan læse herunder - ikke ønsker at lægge afstand til kontroversielle udtalelser om homoseksuelle.

LA-formand Alex Vanopslagh takker sågar Ekstra Bladet for at afsløre Anni Grimms ståsted. Han skriver i en skriftlig kommentar:

'I de snakke, jeg har haft med Anni Grimm op til hendes skifte til Liberal Alliance, har hun forsikret mig om, at den debat, hun tog dengang, gjorde hende klogere, og at de synspunkter, hun luftede dengang, ikke længere gjorde sig gældende.'

'Det kan jeg så forstå ikke er rigtigt, i og med at hun offentligt bekræfter sine synspunkter her i artiklen, og jeg vil egentlig gerne takke Ekstra Bladet for at informere mig om det, når Anni ikke selv har gjort det.'

'På den baggrund vil jeg indstille til Liberal Alliances hovedbestyrelse, som træffer den slags beslutninger her hos os, at Anni ekskluderes fra partiet. Den slags synspunkter hører ikke hjemme i hverken et liberalt og frihedsorienteret parti - eller i 2020.'

Det er ikke, fordi homoseksuelle fylder gaderne i Gesten, men Anni Grimm gider bare ikke se på, at mænd kysser hinanden. Foto: Anders Brohus
Det er ikke, fordi homoseksuelle fylder gaderne i Gesten, men Anni Grimm gider bare ikke se på, at mænd kysser hinanden. Foto: Anders Brohus
 

Anni Grimm indrykkede i 2017 et debatindlæg, hvor hun i skarpe vendinger gav udtryk for sin foragt for homoseksuelles offentlige liv.

'Disse afvigere vil påtvinge mig og andre dels at overvære deres mere eller mindre provokerende seksuelle udfoldelser på åben gade eller på landsdækkende tv, dels stiller krav om, at jeg skal synes, at deres afvigertrang er 'normal'.'

Sådan skrev hun blandt andet i Jydske Vestkysten.

Efterfølgende blev hun banket på plads af Dansk Folkeparti, som hun var medlem af på det tidspunkt.

Se også: Homofobisk DF'er banket på plads: - Hun er ikke i tvivl om, hvad vi mener

I december 2018 blev hun løsgænger og passede indtil forleden sin plads i byrådet som sådan.

7. juni kunne man så igen læse om Anni Grimm i Jydske Vesten. Nu var hun blevet medlem af Liberal Alliance. På Facebook og et pressefoto stillede Alex Vanopslagh op til foto med det nye partimedlem.

Men forholdet mellem Grimm og LA blev kort.

Årsagen er nedenstående interview, som Ekstra Bladet lavede med Anni Grimm torsdag ved middagstid.

Anni Grimm: Mine holdninger skal ikke ændres

- Du har været ude med krabasken efter homoseksuelle tidligere. Hvad har Alex Vanopslagh sagt i den forbindelse, nu hvor du er medlem af Liberal Alliance?

- Jeg har alle dage været liberal. Derfor synes jeg ikke, mine holdninger skal ændres. Jeg er ligeglad, hvilke minoriteter det handler om. Hvis man skal være rummelig, så skal man også være det over for dem, der ikke er enige i alle tilfælde.

- Jeg har ikke noget problem, jeg har fået en rigtig god modtagelse. Det er jeg glad for.

- Så du har ikke fået at vide, at i Liberal Alliance skal man tale mere åbensindet om homoseksuelle?

- Der er ikke nogen, der har sagt til mig, at jeg pludselig skal være et andet menneske med andre holdninger. Jeg står midt i 2020, så kan det være, der er nogen, der ikke er nået længere end til 2017.

- Jeg har det sådan, jeg har det. Jeg har et fint liv. Jeg er simpelthen SÅ fleksibel om, hvordan mennesker skal have lov at leve.

- Eneste sted kæden hopper af er, hvis andre mennesker ikke vil være fleksible ift. mig. Jeg må også have meninger og holdninger.

 - Så du er stadig af den holdning, at homoseksualitet, der bliver udfoldet på åben gade og landsdækkende tv, stiller krav til dig om, at du skal synes, at 'afvigertrang' er normalt, som du skrev dengang i Jydske Vestkysten?

- Jeg har ikke flere kommentarer til så gammel en historie. Jeg er kommet videre. Det er jeg holdt op med at kommentere på.

- Har du ændret holdning, eller står du ved det, du har skrevet?

- Jeg har præcis det samme ønske om alle menneskers frihed, som jeg har haft alle dage. Men nogen kan ikke finde ud af at læse indenad. Det gav jeg udtryk for allerede dengang.

- Mener du homoseksuelle har en 'afvigertrang'?

- Jeg har ikke noget ønske om at bruge mere energi på så gammel en historie, du.

- Men nu har du jo skiftet parti. LA's leder i kommunen understreger, at der er højt til loftet i LA. Så kan det godt undre, at du mener, homoseksuelle har en afvigertrang?

- Det har jeg sagt i 2017. Jeg kan formulere ting på alle mulige måder.

- For min skyld må alle mennesker leve, som de har lyst til så længe, de ikke generer nogen. Og ikke overtræder lovgivningen. Det gælder for alle mulige andre. Det gælder også for mig. Hvis folk vil påberåbe sig rummelighed, så vil jeg også gerne have del i den rummelighed. Så skal man ikke holde folk uden for rummeligheden, fordi de ikke er enige hele vejen igennem.

- Der er noget galt. Jeg synes minoriteter - ikke kun om bøsser og lesbiske - har fået en utrolig magt i Danmark. Det pikerede mig. Man skal ikke lave et helt samfund om hver gang, der er tre, der er blevet en gruppe, der mener et eller andet.

- Så du bliver stadig provokeret, hvis to mænd kysser på gaden?

- Det er ikke min kop the. Men det må de selv om. Jeg har det sådan, at seksualitet i ydre format hører til privatlivets fred.

- Men hvis et ægtepar med en mand og en kvinde kysser på gaden, hvordan har du det så?

- Jeg går ikke og bedømmer folk. Jeg er ret ligeglad, om de gør det ene eller andet. Det må de selv om. Den måde folk agerer på må de forvente giver anledning til diskussion. At nogen har en mening om det. Det skal man altid tænke på med den opførsel, man lægger for dagen.

Anni Grimm oplyser, at hun er bosiddende i den mindre by Gesten nord for Vejen med 1200-1300 indbyggere.

- Er der mange homoseksuelle som udøver deres seksualitet i den by, du bor i?

- Nej, det er der ikke. Man sidder ikke bag gardinerne og holder øje med, hvad folk de gør. Det er sjovt, det er så interessant. Folk må selv om, hvad de gør.

- Hvordan fik du så den tanke, at de påtvinger dig deres 'afvigertrang'?

- I en periode var tv, aviser og blade ude på det overdrev, som hedder, at hvis man er en minoritet, så har man særlige rettigheder. Det mener jeg ikke, man skal. Man skal have en ordentlig behandling. Man har ikke krav på særlige rettigheder. Hvor ender vi så henne?

- Er der forskel på homoseksuelle og heteroseksuelles rettigheder ift. at holde i hånd på gaden?

- Det må de selv om. Igen. Det drejer sig ikke kun om dén minoritet. Den opførsel vi allesammen lægge for dagen afstedkommer kommentarer eller en løftet pegefinger ude i samfundet. Det må man forvente, hvis man forholder sig på en måde, der stikker af fra dét, de fleste gør. Sådan er verden skruet sammen, siger Anni Grimm.

Liberal Alliance har den seneste tid været hærget af flugt fra rækkerne i kølvandet på Alex Vanopslaghs indtog.

Se også: Folkeflugt fra LA: Se listen

Se også: Intern mail i LA: Vi er selv skyld i Nye Borgerlige

Status siden folketingsvalget i 2019: Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl mister stemmer og politikere. Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen mister stemmer og spotlys. Det Konservative Folkepartis leder Søren Pape Poulsen samler som den eneste lidt flere bag sig. Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix. Politik Sort år for blå blok: Engell tager temperaturen

340 kommentarer
Vis kommentarer