Efter flere skandaler: Regeringen vil spare 1,7 milliarder i skattevæsenet

I regeringens finanslovsforslag er der lagt op til at spare 1,7 milliarder i skattevæsenet. En besparelse, der begynder i 2021. Alligevel forventer skatteministeren flere penge på området

Trods regeringens finanslovsudspil, der lægger op til at spare knap 1,7 milliarder kroner i skattevæsenet, fastholder skatteministeren, at han forventer flere penge på området. Foto: Mads Claus Rasmussen
Trods regeringens finanslovsudspil, der lægger op til at spare knap 1,7 milliarder kroner i skattevæsenet, fastholder skatteministeren, at han forventer flere penge på området. Foto: Mads Claus Rasmussen

Knap 1,7 milliarder lægges der op til at spare i skattevæsenet, ifølge regeringens finanslovsforslag. Det skriver Berlingske. Det til trods for, at tidligere besparelser på området, ifølge kritikere, har været en hovedårsag til, at det skandaleramte Skat måtte lukkes, skriver avisen.

Ifølge Berlingske kan skattevæsenet fra 2021 se frem til en besparelse, der i 2022 ender på knap 1,7 milliarder kroner. Avisen har talt med Jørgen Grønnegård Christensen, der er professor i emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet.

Han mener ikke, at regeringen har lært af fortidens fejl, lyder konklusionen.

- Besparelserne forudsætter, at skattevæsenet ikke alene er blevet genoprettet, men at det igen kan strammes og rationaliseres. Det er nogle meget dristige antagelser. Det hele skal klappe, hvis det her skal lykkes, og det er ret usandsynligt, siger han til Berlingske.

I regeringens budgetoversigt for de kommende år, som fremgår i finanslovsforslaget, er der afsat 7,4 milliarder kroner til skattevæsenet i 2019, og det er 1,7 milliarder kroner mindre end de 5,7 milliarder, der er afsat i 2022.

Splittede Skat
Efter skandale på skandale i Skat besluttede den daværende V-regering i 2016 at afsætte syv milliarder kroner til en genopbygning af skattevæsenet.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenterede efterfølgende en plan, hvor Skat ophører med at eksistere og splittes op i syv nye styrelser i stedet for.

Dansk Folkeparti vil nu afkræve Karsten Lauritzen et svar om besparelserne på skatteområdet, siger finansordfører René Christensen til Berlingske.

Flere penge
I et skriftligt svar skriver skatteministeren at man forventer, at der bliver afsat flere penge til skattevæsenet ved de kommende finanslovsforhandlinger.

- Det, man kan læse i finanslovsforslaget for 2019, er regeringens forslag til politisk prioritering i 2019 - herunder en væsentlig merbevilling til skatteområdet. Det, man kan læse i budgetoverslagsårene, er en teknisk fremskrivning, som ved kommende finanslovsforhandlinger kan og vil blive øget, skriver Karsten Lauritzen til Berlingske.

255 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere