Efter folketings-exit: - Der skal nok komme smør på brødet

DF's Martin Henriksen forklarer i et interview med Ekstra Bladet om tilværelsen efter Folketinget, der byder på mere overskud, mindre opmærksomhed og ulønnet arbejde for partiet

1. august fejrede Foreningen 'For Frihed' det netop indførte burkaforbud med en demonstration fra Israels Plads. De gik i den forbindelse til Christiansborg og overrakte Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen en erkendtlighed som tak for, at han har hjulpet forbuddet på vej. Foto: Jonas Olufsen
1. august fejrede Foreningen 'For Frihed' det netop indførte burkaforbud med en demonstration fra Israels Plads. De gik i den forbindelse til Christiansborg og overrakte Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen en erkendtlighed som tak for, at han har hjulpet forbuddet på vej. Foto: Jonas Olufsen

Juli måned er for mange ensbetydende med sol, ferie og afslapning, men for en bestemt gruppe danskere har årets sommerferie været særligt kærkommen.

Ved valget 5. juni måtte 34 politikere vinke farvel til deres plads i Folketinget, efter netop at have overstået den længste valgkamp i 44 år, og de kan nu for en gangs skyld slå benene op og holde sommerferie uden i tide og utide at blive forstyrret af sultne journalister.

En af dem er 39-årige Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, som har siddet i Folketinget siden 2007, men som nu kan se frem til en mere rolig hverdag, efter partiet kun opnåede et enkelt mandat i Københavns Storkreds, som gik til gruppeformand Peter Skaarup.

Martin Henriksen på DF's valgaften på Christiansborg, der blev afholdt i Christiansborgs kantine også kendt som Snapsetinget. Foto: Jens Dresling
Martin Henriksen på DF's valgaften på Christiansborg, der blev afholdt i Christiansborgs kantine også kendt som Snapsetinget. Foto: Jens Dresling
 

'En klar forskel'
Han har da også tydeligt kunne mærke forskel på at holde ferie som nyvalgt og forhenværende medlem af Folketinget.

- Jeg var jo nok også gået på ferie, hvis jeg var blevet genvalgt, men selv når man er på ferie som folketingsmedlem, er man jo aldrig helt på ferie. Man skal altid følge lidt med og foretage sig forskellige ting. Det behøver jeg ikke gøre i samme omfang som tidligere, så det er en klar forskel, forklarer den nu forhenværende udlændingeordfører og tilføjer, at han ikke har savnet de mange opkald fra journalister.

- Nej, indtil videre har jeg ikke savnet det, men det er da meget rart som et slags minde, at du så lige ringer. Der var rigtig mange der plejede at ringe før, men efter valget bliver jeg af en eller anden årsag kontaktet af flere udenlandske journalister end danske, siger han til Ekstra Bladet.

Martin Henriksen mødtes i august sidste år med Iman, der er muslim og ikke giver hånd til mænd. Foto: Tariq Mikkel Khan
Martin Henriksen mødtes i august sidste år med Iman, der er muslim og ikke giver hånd til mænd. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Martin Henriksen forklarer, at hans mindre travle hverdag har givet tid til andre gøremål, og at han har fået et større overskud, hvilket også er blevet bemærket på hjemmefronten.

- Min kone siger, at hun har bemærket, at jeg lægger mærke til mange flere til herhjemme. Om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke, siger han smågrinende.

Skal udvikle DF's politik
Men den 39-årige politiker har ikke endegyldigt trukket sig tilbage fra politik, tværtimod. Faktisk er han allerede trådt i arbejdstøjet som leder for en ny gruppe i Dansk Folkeparti, der skal idéudvikle ud fra partiets kerneområder.

- Det er jo et forsøg på at se, om man kan gøre noget bedre, og om profilen kan blive lidt skarpere på nogle af de områder, som er vigtige for partiet. I den forbindelse skal vi selvfølgelig også se, om politikken skal justeres her og der, og om vi skal finde på noget nyt, siger Martin Henriksen, som har store ambitioner for fremtiden for Dansk Folkeparti, der blev mere end halveret ved valget 5. juni.

- Jeg håber, vi en dag kan komme dertil, hvor det bliver sådan lidt cool og moderne at sige, at man elsker sit land, og at man gerne vil genvinde respekten for autoriteter. Sådan de lidt gamle dyder. Spørgsmålet er, om man kan tage noget velkendt politik og måske udmønte det på en ny måde og komme med nogle nye forslag, som giver mening i forhold til, hvad Dansk Folkeparti har ment traditionelt, siger han.

Martin Henriksen mødte op, da Hizb ut-Tahrir holdt fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads for at støtte ofre for terror i New Zealand. Foto: Peter Hove Olesen
Martin Henriksen mødte op, da Hizb ut-Tahrir holdt fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads for at støtte ofre for terror i New Zealand. Foto: Peter Hove Olesen
 

Arbejder uden løn
Martin Henriksen understreger, at han ikke får løn for sit nye arbejde i partiet, men at der ikke er nogen grund til at have ondt af ham, idet han er dækket af en række meget gunstige regler for tidligere folketingsmedlemmer.

- Det er ulønnet arbejde, men det er ingen hemmelighed, og det har i jo også beskrevet på Ekstra Bladet, at tidligere folketingsmedlemmer har eftervederlag. Så det er jo ikke sådan, at jeg sidder nede foran hovedbanegården med koppen i hånden. Hvis der er nogen, der har et overskud af empati, så vil jeg foreslå, at de retter den imod nogle andre, siger han og tilføjer:

- Der skal nok komme smør på brøddet. Og hvis man kender mig, så kommer der sikkert også lidt ekstra smør på brøddet.

To års fuldt eftervederlag
Men mens arbejdsløse danskere bliver pisket rundt i manegen for at beholde retten til dagpenge, kan folketingspolitikere, der blev vraget af vælgerne 5. juni, trygt læne sig tilbage og nyde op til to års fuldt eftervederlag fra Folketinget.

Lønnen bliver ved med at komme ind på kontoen i en periode svarende til halvdelen af den sammenhængende tid, den pågældende senest har været folketingsmedlem. Dog mindst i seks måneder og højst i 24. Lønnen er på 678.000 om året.

Oven i grundlønnen så modtager folketingspolitikerne et særligt skattefrit ’omkostningstillæg’, der lyder på knap 63.000 kroner om året.

Efter et år som folketingsmedlem er man derudover sikret retten til en særlig pension. Der er tale om en livslang ydelse. Den højeste pensionssats opnås efter 20 år i Folketinget og lyder på ca. 30.500 kroner om måneden resten af livet.

Se også: Eks-MF’ere får kæmpe gyldent håndtryk

Dansk Folkepartis Martin Henriksen, Kristian Thulesen Dahl og Rene Christensen fejrede vedtagelsen af finansloven med dåsebajere ved deres kontorer i Proviantgården. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Dansk Folkepartis Martin Henriksen, Kristian Thulesen Dahl og Rene Christensen fejrede vedtagelsen af finansloven med dåsebajere ved deres kontorer i Proviantgården. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
 

'Jeg skal finde noget andet'
Selvom Martin Henriksen altså har ret til to års fuldt eftervederlag fra Folketinget, er det ikke sikkert, at der kommer til at gå så længe, inden han prøver kræfter med et nyt (betalt) job. Han har dog endnu ikke afgjort, hvad det skal være.

- Jeg skal finde noget andet, og det har jeg også brugt sommeren på at tænke over. Det kan være i mange forskellige retninger, men det har jeg slet ikke lagt mig fast på, hvis jeg skal være helt ærlig. Lige for tiden synes jeg, det er interessant at hjælpe partiet videre på en god måde, siger den 39-årige DF'er, hvis tre børn i øjeblikket nyder godt af, at deres far har fået mere tid i kalenderen.

- Jeg har en meget stor have, hvor der er rigeligt at se til. Det plejer jeg altid at gå og hygge mig med. Og så har jeg også fået lavet en pool til børnene, siger han og tilføjer, at han fortsat vil deltage i den offentlige debat.

- Jeg vil stadigvæk blande mig og jeg har da også skrevet to eller tre læserbreve. Jeg vil blive ved med at blande mig i debatten, for jeg tror simpelthen ikke, jeg kan lade være, men det bliver på et lidt lavere niveau, end det plejer at være.  

Mikkel Hyttel mener, at der skal være mere kontrol med politikernes eftervederlag. Foto: Olivia Loftlund Valg19 - 19. maj. 2019 - kl. 22:28 Vred vælger: Decideret latterligt

1579 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere