Efter kø-kaos: Masse-indkalder podere

Kun fem podere var mødt ind: Timelange køer udviklede sig lørdag i udendørs kulde og fik flere til at droppe corona-test i København NV. Søndag er 20 kaldt på arbejde

Lørdag eftermiddag mødte Ekstra Bladet Erling Marcussen, der havde fået nok af at stå i kø udendørs i februar.

Region Hovedstaden blev i Københavns Nordvest-kvarter lørdag taget med test-bukserne nede. Her var køen lang, men lunten kort.

Flere lokale beboere har denne weekend valgt at forlade den timelange kø, som lørdag udviklede sig foran et interimistisk etableret testcenter på Frederiksborgvej i Københavns Nordvest-kvarter.

Køen lørdag så lang, at adskillige valgte at forlade den og droppe den corona-test, som alle beboere i området er opfordret til at få foretaget. Foto: Anthon Unger
Køen lørdag så lang, at adskillige valgte at forlade den og droppe den corona-test, som alle beboere i området er opfordret til at få foretaget. Foto: Anthon Unger
 

Testcenteret er etableret for at opfordre alle beboere til at blive testet i det område, der ligger i trekanten mellem Frederiksborgvej, Frederikssundsvej og Glasvej i København NV efter et lokalt udbrud med den sydafrikanske corona-mutation, der er mere smitsom og formentlig mindre vaccine-følsom.

Men lørdag var kun fem podere mødt ind på et ud af to teststeder, der ligger placeret på uddannelsesinstitutionen NEXT på Frederiksborgvej. 

Søndag er yderligere 14 imidlertid indkaldt, oplyser Region Hovedstaden til Ekstra Bladet. Dette har søndag formiddag sikret, at der indtil videre ikke er nævneværdig kø, oplyser regionen.

Udbrud med sydafrikansk variant i København NV: Alle opfordres til test

Lørdag var der imidlertid regulært køkaos med en kø, der sneglede sig gennem hele uddannelsescentrets udendørs areal, før borgere efter ca. to en halv time har fået mulighed for at blive testet.

Sådan lyder det fra flere, da Ekstra Bladet er på stedet.

- Det er kaos. Jeg har stået i to timer og kan stadig ikke komme til, siger Nishan Efrez, der ville testes, fordi han bor kun to minutter fra det sted, hvor to familier uden kontakt til hinanden er blevet smittet med den sydafrikanske covid-mutation.

Men nu har han droppet sit ærinde og vil i stedet hjem på sofaen. Også Erling Marcussen, der er lokal nørrebroer har fået nok af køen.

- Det er lige til at få influenza af at stå udenfor i februar så længe. Men det er typisk dansk. Vi finder os i hvad som helst.

20 podere søndag
Ekstra Bladet har søndag været i kontakt med Region Hovedstaden.

Her oplyser man, at der lørdag blev kaldt yderligere seks podere på arbejde, efter man indså, hvor lang køen var blevet. Søndag er der indkaldt hele 20 podere, og denne formiddag er køen indtil videre udeblevet, lyder det fra Kirstine Vestergård Nielsen i Region Hovedstadens Akutberedskab,

Desuden opfordrer Region Hovedstaden til, at lokale beboere lader sig teste på Københavns andre teststeder på f.eks. Vingelodden, i Valby eller i Københavns lufthavn.

Beboere i det berørte område kan dog fortsat lade sig teste de to steder, der ligger:

NEXT, Frederiksborgvej 20, 2400 København NV. Åbent søndag kl. 8-20

Nørre Fælled Skole, Biskop Krags Vænge 7, 2100 København Ø (indgang via skolegården). Åbent søndag kl. 8-14.