Efter Pia K-opsang: DF'er tweetede løs om fodbold

Gruppeformand Peter Skaarup tweetede løs om blandt andet fodbold, mens Folketingets åbningsdebat var i gang.

Peter Skaarup (th) var aktiv på de sociale medier under Folketingets åbningsdebat, selv om Pia Kjærsgaard er voldsomt modstander af tendensen. (Foto: Jens Dresling)
Peter Skaarup (th) var aktiv på de sociale medier under Folketingets åbningsdebat, selv om Pia Kjærsgaard er voldsomt modstander af tendensen. (Foto: Jens Dresling)

Pia Kjærsgaards nærmeste har vist ikke hørt efter i timen.

DF-stifteren langer i flere medier kraftigt ud efter de folketingsmedlemmer, der under Folketingets åbningsdebat den 8. oktober var aktive på sociale medier som Facebook og Twitter.

Men video fra åbningsdebatten og en gennemgang af Peter Skaarup Twitter-aktivitet afslører, at hendes egen gruppeformand altså var en af de største syndere.

Krisen i det internationale fodboldforbund FIFA syntes åbenbart vigtigere end den igangværende debat om sundhedsvæsenet. Og fire andre tweets om andre emner nåede også at blive sendt af sted under debatten.

- Nej, det var vist ikke en debat, jeg deltog i, siger Peter Skaarup først, da Ekstra Bladet kontakter ham.

Forvirret Pia gik forkert: Nu er hun Folketingets dronning
Konfronteret med det faktum, at man på videoen fra åbningsdebatten tydeligt kan se ham i salen klokken 13.52, hvor tweeten er afsendt, får han dog hukommelsen på gled.

- Nå jo, det er jo en debat, jeg har fulgt, men ikke en hvor jeg var ordfører.

Ikke desto mindre erkender gruppeformanden, at det kan være problematisk, at folketingspolitikerne ikke følger med i debatten i salen.

- Jeg er jo enig med Pia Kjærsgaard i, at det er vigtigt, hvad der foregår på Folketingets talerstol. Der er jo desværre efterhånden noget om talemåden, at 'hvis man vil holde noget hemmeligt, skal man bare sige det på talerstolen, for dét er der ingen, der bemærker', siger Peter Skaarup.

Folketingsformand Pia Kjærsgaards erklærede ønske om et forbud til internet-adgang i Folketingssalen, vil han dog ikke tilslutte sig.

- Der kan jo være tidspunkter, hvor man kan være nød til at sms'e til en journalist eller tweete et eller andet, mens debatten er i gang, så et decideret forbud går jeg ikke ind for, fortsætter han.

Hidsigt opgør i rød blok: Du er som Helle og Blå Bjarne

- Men et tweet, der handler om, hvor meget FIFA trænger til at blive ryddet op, hører vel ikke til den kategori?

- Nej, det er gør den jo givetvis ikke. For det kan tage overhånd, og på den led synes jeg Pia har ret. Men af samme årsag har jeg for eksempel heller ikke min computer med i salen, for jeg synes ikke, man systematisk skal sidde der og besvare mails. Opmærksomheden skal primært være på talerstolen. Og så kan der komme en enkelt tweet eller sms ind i mellem.

- Er det fordi, det i virkeligheden er lidt tørt at sidde i salen og du går og drømmer om at beskæftige dig mere med FIFA og fodbold generelt?

- Nej det er det ikke, men fodbold interesserer mig da. Og sker der et eller andet indenfor ting, der interesserer én, kan man jo godt kommentere på det. Også selv om man sidder i folketingssalen. Men det skal være i småtingsafdelingen, så man ikke sidder og laver alle mulige andre ting end at følge med der.