Abortpolitikken har ikke kun bragt USA i internt oprør. Herhjemme betyder splid hos de kristelige, at partiet får mere end svært ved at komme i Folketinget igen. Ved fem valg gennem næsten 20 år har KD forgæves søgt comeback.
Partiet har kæmpet hårdt hver gang. Tættest på kom Isabella Arendt i 2019, da hun blev hevet ind på scenen som den frelsende engel. Partiformand Stig Grenov har på det tidspunkt kollapset under to valgkampe i træk.
Men ak. Den signede hånd udeblev, og med 1,7 pct. af stemmerne lykkedes det heller ikke i 19.
For et år siden kom så redningsmanden. Den politiske vandrepokal Jens Rohde forlod rollen som løsgænger, efter han havde forladt først Venstre og dernæst de radikale. Pludselig var KD repræsenteret i Folketinget.
Med Rohde fik KD et talerør, partiet kunne deltage i debatterne og indgå forlig med regeringen. Isabella Arendt fik kontor på Borgen. Finansminister Nicolaj Wammen øjnede snedigt, at hvis KD var med i en aftale, og de andre blå stod udenfor, var aftalerne langtidssikret selv ved regeringsskifte. Med KDs stemmer.
Arendt og Rohde kunne også præsentere en ganske ambitiøs ’2030-plan’, som placerede KD solidt lidt til højre for den politiske midte med en blanding af klassisk KD-politik kombineret med Rohdes mærkesager bl.a. mediepolitik.
For første gang begyndte man at se målinger, som bragte partiet over spærregrænsen. Tallene var sprøde. Men KD blev for første gang taget alvorligt. Kunne blive en spiller efter et valg.
Så begyndte Rohde at være fraværende. Blev mere og mere usynlig på et tidspunkt, hvor partiet havde brug for det modsatte. Og til sidst kom beslutningen om afgang.
Til EB sagde Rohde fredag: ’Jeg er i løbet af december og januar kommet frem til, jeg vil noget andet i livet. Jeg får ikke brugt mine sprog og mit internationale udsyn. Det savner jeg. Nu er min kone, Katrine, også blevet børne- og ungdomsformand, så der er mere end rigelig politik i hjemmet’.
På overfladen lyder det jo meget pænt. Under overfladen er både tidspunktet og begrundelsen tynd. Rohde ved, vi står lige foran en lang valgkamp og et for KD afgørende folketingsvalg.
Og med al respekt for Katrine Fusager Rohdes indsats for partiet Venstre i børneudvalget i Viborg skulle man tro, at KD’s muligheder for en genopstandelse på Christiansborg havde højere prioritet.
Afgangen handler om politik. Bag det hele ses en fundamental uenighed om abortpolitikken, som siden KD’s start i 1970 har været mærkesag og stridspunkt.
Med Rohdes liberale baggrund har kravet været kvinders ubegrænsede adgang til fri abort. Det fik han Arendt med på i 2030-planen, men bestemt ikke alle i KD.
Det har været en hård nyser for KD’s hardcore jyske kerneland, der ikke stor-elsker Rohde, men godt har kunnet se charmen ved at komme i Folketinget. Kan godt være, Rohde er en bajads, men hans mandater kan vi godt bruge.
Isabella Arendt har skullet balancere mellem sin vilde makker til den ene side og et bagstræberisk politisk bagland til den anden.
At den interne diskussion har været hård, understreges af, at Rohde nu på vej ud af døren fremsætter et beslutningsforslag i Folketinget om, at den danske regering skal kæmpe for at gøre abort til en ’ukrænkelig og umistelig internationalt anerkendt rettighed’.
Det er selvfølgelig et los til den aktuelle abortdebat i USA, men også et drøn internt til KD. Han har end ikke villet svare på, om han fortsætter som medlem af KD efter det kommende valg.
Oveni Rohdes afgang står KD med det problem, partiet i januar mistede sin absolutte stemmesluger, Kristian Andersen, fra Ringkøbing-Skjern som folketingskandidat. Han var ved valget i 2019 kun 191 stemmer fra at erobre et kredsmandat, men opnåede ved kommunalvalget et forrygende valg som absolut topscorer på personlige stemmer.
Selv om partiformand Isabella Arendt udtrykker pæne forventninger til et folketingsvalg - hvad skal hun ellers - uden Rohde, ser det sort ud. KD har simpelthen ingen markante profiler på listen. Isabella Arendt klarede i 2019 samlet 9.700 personlige stemmer i Østjyllands storkreds. Ikke dårligt, men kun halvdelen af, hvad et personligt kredsmandat ville kræve.
Det ligner med andre ord solnedgang.
Kristendemokraterne har stadig en pæn lokal repræsentation, men til folketingsvalget må de satse på et mirakel. Den slags sker i politik. Men sjældent.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
’Jeg tror egentlig, at meget få politikere synes, at det er sjovt at tage selfies, hvor man ser sur ud’, tilstår den afhoppede eks-minister til altinget.dk.
Må man give et godt råd: Så lad være.
Selfies af sure politikere er hverken en efterspurgt vare eller noget politikerne bliver tvunget til.
Nu må Trine Bramsen tage sig sammen. I skandalesagen om Lynetteholm nægtede hun først at besvare kritiske spørgsmål i Tinget, fordi hun ikke havde haft tid til at sætte sig ind i sagen, sagde hun.
Nu afviser Bramsen at svare, ’fordi jeg simpelthen ikke har fagligheden til det’.
Bramsens snik-snak holder ikke. Ministre har ansvaret og skal vide alt og kunne forklare Folketinget alt.
Hvad ellers?
--------- SPLIT ELEMENT ---------
