Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i onsdags var på Bakken for at nyde årets udgave af Cirkusrevyen, udviklede der sig efterfølgende en noget aparte situation
To bredskuldrede mænd ønskede nemlig en selfie med statsministeren.
Problemet var bare, at den ene af mændene samtidig tilsyneladende holdt en pose narko i hånden.
Derfor skred politiet efterfølgende til anholdelse, oplyser Nordsjællands Politi.
- Vi kan bekræfte, at statsministeren i forlængelse af en forestilling i Cirkusrevyen på Bakken bliver kontaktet af to personer. De får taget et billede med statsministeren. Da de får taget et billede med statsministeren tager den ene mand en pose med noget, som kunne være euforiserende stoffer frem. De personer forsvinder efterfølgende.
Anholdt i besiddelse af narko
- Senere på aftenen bliver en person med tilknytning til sagen pågrebet, og han fandtes i besiddelse af en mindre mængde narkotika, og han er nu sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, oplyser pressekonsulent i Nordsjællands Politi, Henriette Døssing.
At manden tilsyneladende valgte at fremvise ulovlige stoffer, må betegnes som alt andet end velovervejet, eftersom statsministeren altid er tæt bevogtet af PET's livvagter, når han begiver sig ud i det offentlige rum.
Nærgående adfærd
Også fra Statsministeriet bekræftes episoden med følgende ordlyd:
'Statsministeriet oplyser, at statsministeren i forbindelse med en forestilling i Cirkusrevyen er blevet antastet af nogle for statsministeren ukendte personer, der udviste nærgående adfærd. Politiet har oplyst, at der efterfølgende er rejst sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Statsministeren har ikke kommentarer til situationen, men Statsministeriet henviser til Nordsjællands Politi for yderligere oplysninger,' lyder det i en skriftlig udtalelse fra Løkke departement.
Næste festlige lejlighed for Lars Løkke bliver Folkemødet på Bornholm, hvor han ventes at deltage i to dage.