Efter shitstorm: Her er DF'ers svar på Pilgaards spørgsmål

TV-værten Hans Pilgaard bad søndag om svar fra Dansk Folkepartis folketingsmedlem Mette Hjermind Dencker om, hvorvidt hun stadig stod ved opsigtsvækkende kommentarer i en to år gammel klumme. Hun svarer her

En to et halvt år gammel avisklumme førte søndag til en shitstorm for politikeren Mette Hjermind Dencker, der netop er blevet genvalgt til Folketinget for Dansk Folkeparti.

Shit stormen blev blandt andet udløst af, at politikeren slettede et Facebook-opslag fra TV-værten Hans Pilgaard og blokerede ham, fordi han ville have Mette Hjermind Denckers svar på, om hun stadig står ved udtalelser, hun kom med i en klumme i MetroXpress i januar 2013.

Se også: Hans Pilgaard: Det er ikke anstændig opførsel som folkevalgt

Her skrev Mette Hjermind Dencker blandt andet:

'Findes der børn, der flytter hjemmefra før de bliver 18? Findes der mennesker, hvis livsfælle er af samme køn? Findes der folk, der lever alene med deres børn? Findes der børn, der aldrig har mødt deres far, fordi de er skabt ved insemination? Findes der børn, der lever sammen med flere voksne? Svaret på alle spørgsmål er JA! Det findes i dagens Danmark. Er det naturligt? NEJ! Uanset hvor anerkendt, udbredt og normalt det bliver, vil det aldrig være naturligt at leve på en måde, der strider mod naturens orden.'

Undskylder klumme
Mette Hjermind Dencker siger i et interview med Ekstra Bladet søndag, at hun allerede samme dag som klummen udkom i 2013 var ude at undskylde offentligt, at hun havde formuleret sig uheldigt.

- Da jeg havde kommet med de udtalelser, så var jeg ude at beklage det lige med det samme. For det var sådan, at jeg fik mig formuleret rigtig rigtig uheldigt og rigtig rigtig dumt og på en måde, så det gav anledning til at misforstå mit budskab. Og så gav det anledning til at misforstå hvad jeg og Dansk Folkeparti stod for, siger hun i interviewet.

- Det er ikke min mening, og det er ikke Dansk Folkepartis mening, og jeg har aldrig nogensinde set ned på folk. De må sådan set leve, som de vil, tilføjer hun.

Hun synes, det er ærgerligt, at en gammel klumme, hun har undskyldt for, pludselig bliver bragt op igen.

Har ændret holdning
Men har du ændret holdning, siden det opslag blev lavet? I forhold til, hvad du skrev dengang?

- Ja, det kan du da tro, jeg har. På den måde, at det, jeg ville formulere, det er ikke kommet ud på en ordentlig måde. Og det er jeg rigtig ked af, siger hun.

Mette Hjermind Dencker siger, at hun selv har mange homoseksuelle venner, og at hun ikke ser ned på hverken homoseksuelle eller folk, som lever anderledes.

- Jeg er stolt af at leve i et samfund, hvor vi er tolerante overfor de mennesker, der lever anderledes, og hvor vi kan rumme dem, som lever anderledes. Men jeg mener faktisk ikke, at homoseksualitet det er en måde at leve anderledes på. Det er i hvert fald ikke sådan, jeg betragter det, siger hun.

Det skulle klummen have sagt
Når det så er sagt, så er der stadig en bestemt kultur i Danmark, mener hun. Det var det, hun prøvede på at sige i klummen.

- Det er vigtigt i vores samfund, at vi har nogle holdepunkter. Hvor man kan sige, at det her er vores udgangspunkt. Fra det udgangspunkt kan man sagtens lave noget andet. Med at vi i Danmark for eksempel har en kristen kultur og så kan man godt være noget andet end kristen, det er helt okay, siger hun, og fortsætter:

- Men skal man definere sit land, så gør man det altid ud fra en bestemt kultur. Og det var sådan set det, jeg mente dengang. Det fik jeg bare formuleret dumt. Man er ikke forkert, fordi man ikke lever på den måde. Det var faktisk derfor, jeg tog nogle befolkningsgrupper med, som jeg selv tilhører. Det var netop at vise, at det handler ikke om, at jeg har fordomme mod dem, der lever anderledes.

342 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere