Efter tæsk: Brian Mikkelsen takker nej til hjemmehjælp

Dansk Erhverv ønsker flere penge til forskning i tekniske velfærds-løsninger, siger Brian Mikkelsen, der har modtaget kritik for hjemmehjælps-bemærkning

Brian Mikkelsen ønsker ikke besøg af hjemmehjælpen fra kommunen. Foto: Jens Dresling
Brian Mikkelsen ønsker ikke besøg af hjemmehjælpen fra kommunen. Foto: Jens Dresling

Støvede dørkarme og smudsede gulve i Brian Mikkelsens hjem må se langt efter besøg af en offentligt betalt rengøringskone.

Det fastslår direktøren for Dansk Erhverv i en mail til for Ekstra Bladet.

'Selvfølgelig skal det offentlige ikke gøre rent hjemme hos mig, ligesom det offentlige heller ikke skal gøre rent hjemme hos andre erhvervsaktive danskere,' skriver han.

Beskeden kommer, efter han i weekenden er blevet kritiseret af flere brugere på Twitter for denne udtalelse:

- Skal det offentlige for eksempel gøre rent hos folk? De gør i hvert fald ikke rent hjemme hos mig.

I interviewet med Berlingske slår han til lyd for, at danskerne ikke får råd til det samme niveau af velfærd i de kommende år.

Se også: Hvorfor gør ingen rent hos Brian Mikkelsen?

Samme pointe fremhæver han i sin skriftlige reaktion på skriverierne på Twitter.

Mere teknik
'Dansk Erhverv ønsker at få sat gang i en diskussion om, hvad vi som samfund skal gøre i forhold til det faktum, at der om seks år vil være 80.000 flere danskere over 80 år. Det vil koste i omegnen af 20 milliarder ekstra, hvis bare vi skal have den service, som vi har i dag.'

'Mange danskere i dag ikke har den store tiltro til, at de i alderdommen kan få den service fra det offentlige, som de gerne vil have, og de er villige til at betale ekstra for at få den,' skriver han bl.a. og slår til lyd for øget brug af robotter, computere og andre lignende former for såkaldt velfærdsteknologi.

'Det kan frigøre vigtige ressourcer, som kan bruges på kerneydelser som menneskelig omsorg. I Dansk Erhverv har vi i øvrigt lavet undersøgelser, der viser, at de danskere, der er ældre lige om lidt, er positivt stemte over for brugen af velfærdsteknologi, når de selv får brug for den,' lyder det.

Herunder et par af de kritiske tweets, som Brian Mikkelsen reagerer på.

215 kommentarer
Vis kommentarer