Efter trusler og skældsord: Vanopslagh hiver minister i samråd

Formand for Liberal Alliance Alex Vanopslagh vil have beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i samråd efter adskillige SAS-strejker

Liberal Alliances Alex Vanopslagh vil have beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd, efter SAS' bagagemedarbejdere har strejket tre gange i september. Foto: Jens Dresling
Liberal Alliances Alex Vanopslagh vil have beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd, efter SAS' bagagemedarbejdere har strejket tre gange i september. Foto: Jens Dresling

Formand for Liberal Alliance Alex Vanopslagh vil have beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd. Det meddeler han, efter bagagemedarbejdere fra SAS onsdag strejkede for tredje gang i denne måned.

- Peter Hummelgaard har et ansvar som minister. Der må ikke være nogen tvivl om, hvorvidt beskæftigelsesministeren mener, at det skal være 3F's junglelov eller dansk lov, der bør herske på arbejdspladserne, siger Alex Vanopslagh til Ekstra Bladet.

Blev truet
Ifølge SAS skyldes de ulovlige strejker, at en ingeniør, der er ansat i et fire måneder langt vikariat, nægter at bøje sig for sine kollegers krav om at være organiseret i samme fagforening som dem, nemlig 3F.

I en lydoptagelse fra 23. juli, som Berlingske er i besiddelse af, udviser to mænd truende adfærd mod den pågældende medarbejder, fordi han nægter at melde sig ind i 3F. Den ene af mændene siger i optagelsen, at han er fagforeningens næstformand.

'Alt det lort kan du skubbe op i røven. Jeg er pisseligeglad. Nu fortæller jeg dig, at du skal være medlem', siger næstformanden, da ingeniøren oplyser ham om, at alle har ret til frit fagforeningsvalg. 

'Du retter dig efter vores lov herude. Har du aldrig hørt om den lov, der hedder jungleloven?', fortsætter han. 

'Føj, hvor er du klam, mand', udbryder den anden mand i slutningen af samtalen.

'Bør tage afstand'
Ved at få Peter Hummelgaard i samråd håber Vanopslagh, at beskæftigelsesministeren vil tage afstand fra 3F-medlemmernes opførsel.

- Det er en velkendt sag, at beskæftigelsesministeren har nære relationer til 3F Kastrup og bagagemedarbejderne i Kastrup Lufthavn, siger Vanopslagh.

Beskæftigelsesministeren bør derfor klart og tydeligt tage afstand, mener den liberale partileder. Og så bør han undersøge, om det er en generel udfordring, at danskernes ret til frit at vælge fagforening ikke er beskyttet tilstrækkeligt.

- Det er jo ikke første gang, man hører om kollegaer, der bliver terroriseret af 3F'ere, fordi de har valgt en anden fagforening. Der er generelt mange eksempler på, at de opfører sig uhensigtsmæssigt, siger han.

Fagforening har også et ansvar
Alex Vanopslagh finder også, at ledelsen i 3F har et ansvar.

- Jeg synes, den her sag er helt utilstedelig. Vi har en grundlovssikret ret til frit at kunne vælge fagforening. Og her har vi så en af landets største fagforeninger, som går imod den ret, siger han.

- Det kunne da være fint, hvis ledelsen i 3F kunne banke deres medlemmer på plads og sige, at de skal opføre sig ordentligt og overholde dansk lovgivning.

Alex Vanopslagh er bekymret for, om retten til frit at vælge fagforening er beskyttet.

- Det tyder det i hvert fald ikke på, at den er i Kastrup Lufthavn, siger han.

Vilde anklager
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard skriver i en mail via sin pressekontakt til Ekstra Bladet, at han ikke kan gå ind i den konkrete sag.

'Det er nogle vilde og usaglige anklager, som oppositionen har smidt efter mig i dag alene på grund af min opvækst og tilknytning til de ufaglærte lønmodtagere i Kastrup,' skriver han.

'Lad det være slået fast med syvtommersøm. Som minister kan jeg ikke gå ind i en konkret, faglig sag. Jeg vil dog gerne understrege, at det er op til den enkelte, hvor man vil være medlem, og det er helt og aldeles uacceptabelt med trusler og tvang,' slutter han.

797 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere