Slette-Mette står næsten alene, da det på ingen måde er fast praksis, at ministre sletter alle sms-beskeder efter 30 dage. Tværtimod.
Det viser Ekstra Bladets kontakt med en lang række tidligere ministre i VLAK-regeringen, efter det er kommet frem, at statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes nærmeste embedsmænd benytter sig af automatisk sletning.
- Jeg vidste slet ikke, man kunne indstille sin telefon til slette alle sms'er automatisk, siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, som tidligere var minister for offentlig innovation.
- Og jeg kan også se, at den forhenværende statsminister siger, at det ikke tidligere har været normal praksis, at statsministeren og de nærmeste rådgivere bare sletter sms'er automatisk, fortæller hun.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har nemlig oplyst til Berlingske, at han ikke havde automatisk sletning af beskeder på sin telefon.
'Jeg tænker mit', skriver han i en mail til Berlingske.
På kant med loven
Mette Frederiksen (S) og en række topembedsmænd i Statsministeriet balancerer på kanten af loven, når deres telefoner er sat til at slette alle sms-beskeder efter 30 dage.
Det vurderer juraprofessor Frederik Waage med speciale i forfatnings- og forvaltningsret ved Syddansk Universitet, efter nye oplysninger er kommet frem i skandalen om ordren til at aflive alle landets mink.
Ingen K-ministre slettede
Der var da heller ikke nogen fra de konservative i regeringen, som havde sat telefonen til at slette beskeder automatisk, oplyser formand Søren Pape Poulsen.
'Ingen konservative ministre havde automatisk sletning af sms’er. Hvorfor i alverden dog gøre det?', siger Søren Pape Poulsen i et skriftligt svar.
LA-minister: Ingen grund til at slette
Hos Liberal Alliance afviser de også at gøre brug af omfattende og systematisk sletning af sms-beskeder.
'Mine sms’er blev ikke slettet, da jeg var minister. Hverken automatisk eller manuelt', skriver tidligere transportminister Ole Birk Olesen.
Også tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille afviser autoslet af sms'er. Samme svar kommer fra den tidligere undervisningsminister Merete Riisager.
'Nej. Jeg kan heller ikke komme i tanke om nogen som helst grund til at gøre det', skriver hun i en sms.
Også tidligere kulturminister Mette Bock og ældreminister Thyra Frank bevarede sms-korrespondancer.
'Mine sms'er blev ikke slettet hverken manuelt eller automatisk, da jeg var minister', oplyser tidligere ældreminister Thyra Frank.
Pind slettede hver anden uge
Den tidligere justits- og forskningsminister Søren Pind oplyser på Twitter, at han slettede alle beskeder automatisk efter 14 dage.
Slavisk gennemgang
Det var Minkkommissionen, som onsdag oplyste, at statsministeren samt stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og ledende embedsmand i statsministeriet Pelle Pape alle har sat deres telefoner til at slette beskeder automatisk.
Derfor kræver det, at toppen i Statsministeriet 'slavisk gennemgår hver sms og overvejer, om den skal journaliseres', hvis ikke journaliseringspligten brydes ifølge juraprofessoren.
Det er endnu uvist, hvorvidt de enkelte personer har vurderet og journaliseret i større eller mindre omfang. Ekstra Bladet har indtil videre forgæves forsøgt at få svar fra Statsministeriet.
Artiklen fortsætter under videoen ...
'Selvsagt et problem'
Journaliseringspligten handler om, at det skal være muligt at kontrollere regeringen og dens dispositioner – det kan være i form af en kommission, ombudsmand eller aktindsigt.
- Så det er selvsagt et problem, at man automatisk sletter dokumenter efter 30 dage, forklarer Frederik Waage.
Minkkommissionen har konkret udbedt sig sms'er fra Mette Frederiksen og hendes tre medarbejdere i perioden fra begyndelsen af september til slutningen af december sidste år. Men altså uden held.
Statsministeriet vurderer, at masse-sletning af sms'er er inden for reglerne, men vil nu forsøge at genskabe beskeder og lave retningslinjer.
Ikke journaliseret
I et tilfælde er det dog muligt at se, hvilke sms'er der er slettet og ikke journaliseret. De er nemlig kommet frem i Minkkommissionen fra modtagerens telefon.
Det drejer sig om en korrespondance mellem departementschef Barbara Bertelsen i Statsministeriet og daværende departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard.
Sms'erne, som stammer fra Henrik Studsgaards telefon, afslører bl.a., at Mette Frederiksens højre hånd i Statsministeriet direkte frygtede for regeringens overlevelse i de højspændte dage.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør meget mere om de slettede sms'er og Minkkommissionen i dagens udgave af podcasten 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcastapp.