Ekspert: Dagpengemodeller kommer til at koste

De to modeller Dagpengekommissionen har i spil bliver dyre, så der skal skæres på en anden måde i systemet

I begge de modeller, som Dagpengekommisionen efter Politikens oplysninger overvejer, skal genoptjeningsperioden for retten til dagpenge forkortes.

Men ifølge kommissoriet må dagpengesystemet ikke bliver dyrere samlet set, og derfor mangler man endnu at pege på, hvordan det skal finansieres, siger Kristian Thor Jakobsen, forskningschef i tænketanken Kraka, til Ritzau.

- En finansiering kunne være, at den ret man får til dagpenge ikke er helt lige så lang, som den har været.

- Eller man kunne forestille sig, man skærer i ydelsen, siger Kristian Thor Jakobsen og peger blandt andet på dimittendydelsen, som lige nu er meget fordelagtig for studerende, der kommer fra en SU-ydelse.

Den model som angiveligt har mest opbakning i Dagpengekommissionen er den såkaldte "kontomodel", hvor næsten alt arbejde - selv helt korte ansættelser på for eksempel en uge - udløser ret til en periode med dagpenge.

Den vil udløse dagpenge til de mennesker, der ellers normalt må vente i 12 måneder på at optjene dagpengene, og dermed bliver modellen dyrere.

Samtidig med at der skal findes en finansieringskilde, peger Kristian Thor Jakobsen på, at der i kontomodellen er en faldgrube.

- Kontomodellen kan give anledning til spekulation i dagpengesystemet. Der kunne være nogle, der spekulerede i at tage nogle korte jobs, og så tage på dagpenge, og på den måde cirkler mere ud og ind af dagpengesystemet.

- Det har man faktisk forsøgt at gøre op med i de tidligere dagpengereformer, fordi målet er at få folk i længerevarende beskæftigelse, siger han.

Ifølge Kristian Thor Jakobsen er kontomodellen dog den model, hvor de forskellige parter i Dagpengekommissionen nemmest kan mødes.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere