Ekspert: Nedlukning giver ikke mening længere

Så længe danskerne fortsat holder afstand, så er der rigelig mulighed for at genåbne samfundet nu, vurderer ekspert

Genbåbninger er så småt i gang verden over. Få et overblik over, hvordan de forløber her. Video/foto: Ernst van Norde, Reuters, Ritzau Scanpix, Henning Bagger, Philip Davali. Redigering: Emma Svendsen & Maya Westander

Danmark skal lukkes op.

Det er der i hvert fald rig mulighed for uden at overbelaste sygehusene og sundhedsvæsnet.

Sådan lyder vurderingen fra ekspert i epidemiologi og afdelingslæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Skejby Sygehus Christian Wejse.

Det sker, efter at Statens Serum Institut onsdag har udgivet en ny rapport om den lave risiko for, at corona-virussen igen får fat i det danske samfund, hvis man genåbner skoler, restauranter, storcentre og så videre.

- Det giver ikke mening, at vi forhindrer så mange i at gå i skole og drive virksomhed, når det ser ud, som om vi med stor sikkerhed kan tillade det, siger han.

- Jeg kan ikke se, at der kan tegnes noget skræmmescenarie længere, så jeg tror, at vi kommer til at se en høj grad af genåbning, der vil ligne de svenske forhold, siger Christian Wejse.

Under 100 kritisk syge

Statens Serum Institut vurderer, at selv med en genåbning af eksempelvis skolerne for de ældste klasser, efterskoler og restauranter og caféer vil det føre til under 100 indlagte på landets intensiv-afdelinger.

Den danske kapacitet er mange gange højere og er tidligere opgjort til omkring 900 pladser til coronapatienter.

Han understreger, at det er med det forbehold, at danskerne bliver ved med at vaske hænder og gå med et par meters afstand i gadebilledet.

Ellers kan alle scenarierne hurtigt skride og medføre stærkt stigende smittetal.

- Rapporten fastslår jo igen, at det ikke gør den store forskel i sig selv, om man åbner skoler og restauranter.

Bliver hjemme

- Det hviler på befolkningens evne til at holde afstand og passe på. Det er det, der er det udslagsgivende. Men det ser jo heldigvis ud til at gå meget godt med det, påpeger han.

Han henviser til, at Statens Serum Institut nu har lavet tabeller og beregninger på danskernes rejsemønstre ud fra mobildata. Og de viser ikke noget større skred.

Rejseaktiviteten over kommunegrænserne faldt brat efter nedlukningen, viser rapporten.

Og det har aldrig nærmet sig tiden før nedlukningen. Heller ikke i påskeferien var man i nærheden af tiden før coronaudbruddet.