Ekspert om Elbæks penge fra skattely: I strid med reglerne

Alternativet har ikke skrevet støtte fra en fond i skattely ind i sit partiregnskab, selvom loven kræver det, vurderer ekspert

I Alternativets regnskab står, at pengene blev doneret privat af en rig udenlandsdansker, men reelt kom pengene via skattely fra en mystisk fond ved navn 'The Xi’an 2009 Trust'.
Foto: Ritzau/Carsten Bundgaard
I Alternativets regnskab står, at pengene blev doneret privat af en rig udenlandsdansker, men reelt kom pengene via skattely fra en mystisk fond ved navn 'The Xi’an 2009 Trust'. Foto: Ritzau/Carsten Bundgaard

Et regnskab for Alternativet på Folketingets hjemmeside er ikke retvisende og i strid med reglerne.

Det vurderer forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, fordi partiet ikke oplyser, at de op til sidste folketingsvalg modtog et privat støttebidrag på 299.950 kroner til landsorganisationen fra en privatperson og en fond i skattely.

- Det er meget problematisk, og det ser umiddelbart ud til, at man ikke har overholdt reglerne, siger Roger Buch.

Som det fremgår nedenfor, så har Alternativet kun oplyst til Folketinget, at pengene blev doneret personligt af den meget diskrete danske rigmand og iværksætter Ditlev Bredahl, som bor i London med sin kinesiske hustru og to børn.

Der står intet om den mystiske fond i skattely på Alternativets regnskab til Folketinget.
Der står intet om den mystiske fond i skattely på Alternativets regnskab til Folketinget.

Mystisk fond
Ditlev Bredahl har et eller flere postboks-selskaber i skattelyet Gibraltar under navne som KickAss Capital og Danmai Limited.

Men ifølge Alternativets presseafdeling kommer pengene ikke fra de to nævnte selskaber men fra et foretagende, som hedder 'The Xi’an 2009 Trust'.

Overfor Ekstra Bladet bekræfter Alternativets forperson, Nilas Bay-Foged, at der på bankoverførslen både stod 'Ditlev Bredahl og Xi'an Trust'. Og det burde der også have stået i regnskabet, vurderer eksperten.

- Det afgørende er den bankoverførsel, som finder sted, og det er det, som man skal oplyse, siger Roger Buch.

- Det er et eksempel på, at man ikke lever op til hensigten med loven. Når man ikke oplyser, at pengene både kommer fra en person og en fond, så har offentligheden ikke mulighed for at stille kritiske spørgsmål om for eksempel skattely, fortæller Roger Buch.

Det siger loven om partistøtte

§ 3. Stk. 2. Såfremt et parti i regnskabsåret, jf. § 4, stk. 1, fra samme private tilskudsyder har modtaget et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr., skal tilskudsyderens navn og adresse fremgå af regnskabet.

 

- Formålet med reglerne er, at vi alle sammen kan holde øje med partierne og kigge dem efter i kortene. Det er afgørende, at der er en høj grad af præcision i forhold til, hvem der indbetaler pengene, og derfor skal man selvfølgelig opgive det, der står på bankoverførslen, siger forskningschefen.

'Det er regnskabsteknisk'
Alternativets forperson, Nilas Bay-Foged, ønsker ikke at udtale sig om indberetningen af partistøtte.

- Det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Vi har fået dem fra Ditlev Bredahl, siger han.

- Og Xi’an Trust.

- Det er noget regnskabsteknisk, og vi bruger en ekstern revisor, som har godkendt regnskabet, fortæller Nilas Bay-Foged.

Dummebøde på 1,5 mio?
Alternativet var torsdag kede af, at de havde taget imod penge fra skattely, og på Facebook lød et 'øv'. Pengene skulle dog ikke betales tilbage ifølge Alternativets leder Uffe Elbæk.

Spørgsmålet er dog, om partiet har tænkt sig at betale en dummebøde, nu de ikke lever op til partiregnskabsloven.

I foråret foreslog Uffe Elbæk nemlig selv, at hvis en politiker eller et parti blev taget i at fifle med støtte fra private, så skulle det koste en dummebøde på 500 procent, lød det kækt fra Elbæk.

- Vi bliver nødt til at give demokratiet hjertemassage for at få det demokratiske hjerte til at slå igen, sagde politisk leder Uffe Elbæk op til partiets landsmøde.

Med en bøde på 500 procent ender Uffes selvbestaltede dummebøde på 1,5 millioner kroner.

Det passer meget godt med hele partiets likvide egenkapital og valgopsparing, som ved udgangen af 2016 lå på henholdsvis 694.000 og 650.000 kroner ifølge Alternativets egne oplysninger.

'Vores ven i London'
I bogen 'Skjulte penge' forklarede Uffe Elbæk, at Ditlev Bredahl var partiets næststørste private sponsor - og at han kaldte ham 'vores ven i London'. En dag ringede Bredahl ud af det blå og tilbød at betale penge til Alternativet.

De to havde talt sammen i telefon to gange men udover det, så kendte Uffe Elbæk ikke meget til pengemanden fra London, fortalte partistifteren.

Alternativet har også modtaget 150.000 kroner fra pengemanden og fonden i skattely til en storkreds. Dermed ender det samlede beløb til partiet fra skattely på 450.000 kroner.

Alternativets forperson: Vi fik 150.000 kroner mere

Det har ikke været muligt at få et interview med Alternativets forperson, Nilas Bay-Foged. Men han har besvaret Ekstra Bladets spørgsmål på mail.

I 2015 oplyste Alternativet, at han (Ditlev Bredahl) havde doneret 450.000 kroner til Alternativet. Men på donationslisten står, at han har doneret 299.950 kroner. Hvad er det korrekte beløb, og hvorfor optræder der to forskellige beløb?

SVAR: De 299.950 kr. er doneret til Alternativets hovedorganisation, mens de øvrige er doneret til en af vores storkredse.

Vil Alternativet betale pengene fra Gibraltar og Luxembourg tilbage?

SVAR: Nej, vi vil ikke sende dem tilbage til Gibraltar eller Luxembourg. Vi har modtaget dem for knap 2,5 år siden og de gjort gavn i Alternativets arbejde for en bæredygtig omstilling - herunder det politiske arbejde for at bekæmpe skattely.

Alternativet ønsker at bekæmpe skattely. Hvorfor har I taget i mod penge uden at undersøge om de kommer fra skattely?

SVAR: Vi ønsker fortsat at bekæmpe skattely og vi håber, at endnu flere vil bakke op om den dagsorden. Donationen blev foretaget for knap 2½ år siden, hvor vi ikke havde en eneste ansat i vores landsorganisation og der har øjensynligt ikke været noget, der har fået alarmklokkerne til at ringe dengang. Det var en helt anden tid for Alternativet dengang, og så er det jo netop på grund af de meget komplicerede og uigennemsigtige regler, der lige nu eksisterer, en ret kompliceret affære at undersøge den slags.

Alternativet vil styrke kampen mod skattely-spekulanter. Hvorfor modtager I private bidrag fra en person, som har selskaber i skattelyet Gibraltar?

SVAR: Vi modtog pengene for 2½ år siden, og vi var dengang ikke klar over, at de stammede fra et land med en anden skattelovgivning end herhjemme. Vi havde kommunikationen direkte med Ditlev Bredahl. I forhold til at få en god praksis på området, har vi søgt rådgivning hos IBIS, der er kendt for deres indsats mod skattely.

Hvad ved Alternativet om 'The Xi’an 2009 Trust'? (Hvem kontroller enheden – og hvor stammer pengene fra?)

SVAR: Donationen er aftalt med Ditlev Bredahl, der er bosat i London, så det må du spørge ham om.

Hvor er 'The Xi’an 2009 Trust' hjemmehørende?

SVAR: Da vi på baggrund af artiklen i Journalista undersøgte sagen, fandt vi ud af, at de penge, vi har modtaget, kommer fra Luxembourg og Gibraltar, hvor Xi’an 2009 Trust åbenbart er hjemmehørende.

Hvilket navn står på overførslen fra Arbejdernes Landsbank til jeres konto i Merkur?

SVAR: Der står Ditlev Bredahl og Xi'an Trust.

Hvad har I gjort for at undersøge, hvilke aktiviteter pengene stammer fra?

SVAR: Vi har nu spurgt Ditlev Bredahl til dette, og han har forsikret os om, at der er betalt den korrekte skat af pengene.

Hvad har I gjort for at undersøge om der er blevet spekuleret i skatteunddragelse?

SVAR: Det er en sag for SKAT at undersøge den slags, og den indsats har jo på grund af de mange besparelser i SKAT haft noget trange kår. Det er derfor, at vores politikere på Christiansborg blandt meget andet har arbejdet hårdt for at få tilført SKAT flere ressourcer til at sikre, at alle regler bliver fulgt.

 

Alternativet skrive 'øv' Facebook  og at de er kede af sagen. De tager dog gerne imod 'rene penge'.