EL vil ikke true 'pisseirriterende' regering

Støttepartierne venter stadig på regeringens bebudede afskaffelse af kontanthjælpsloftet. Men Enhedslisten vil ikke true med valg

Det er pisseirriterende, lyder det fra Enhedslistens Victoria Velásquez.

Loftet over kontanthjælp skal afskaffes nu.

Sådan lød det igen og igen fra regeringens støttepartier inden valget.

Siden da er intet sket.

Og den seneste udvikling er, at den socialdemokratiske regering har udskudt lovgivningen til efter sommer - mere end to år efter valget. Og først herefter skal det træde i kraft.

Man afventer nemlig, at den såkaldte Ydelseskommission bliver færdig med at granske kontanthjælpsområdet - og den er forsinket til april på grund af corona, lyder begrundelsen.

SF har allerede nikket til udskydelsen, og nu har Ekstra Bladet spurgt Victoria Velásquez, erhvervsordfører, fra Enhedslisten, hvordan de ser på udskydelsen af opgøret med det, de har kaldt 'fattigdomsydelser'.

Syltet igen igen: Kontanthjælpsloftet lever videre

- Hvad synes du om regeringens tempo?

- Det er da pisseirriterende. Vi behøver jo ikke at vente på kommissionen for at vide, hvad der skal til. Så fra min stol er det ret nemt at gå i gang med det samme.

Trusler hjælper ikke
- Hvorfor har I så accepteret, at vi stadig venter?

- Der kommer forhåbentlig ikke til at gå så lang tid nu. Men hver dag er jo hård for dem, der er ramt af loftet, så vi kræver, at tiltagene skal gælde med tilbagevirkende kraft, siger hun.

- I kunne jo have truet regeringen på dens liv, hvis den ikke skyndte sig?

- Det ville jo ikke nødvendigvis betyde, at folk fik penge til varmt tøj, for der kunne have kommet et andet flertal. For os er det vigtigere at nå et resultat end at udløse et valg.

- Har I en deadline for, hvornår der skal ligge en aftale?

- Hmmm ...

- Inden jul, for eksempel?

- Jeg synes, at det vil være ærgerligt at sætte en deadline, så det har jeg ikke tænkt mig. Men det haster med at få gjort noget, for uligheden vokser, siger Victoria Velásquez.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se flere af Brian Weichardts interviews her: