EL vil poste flere penge i dagpengesystem

Når 55.600 ledige har mistet dagpenge, må systemet have flere penge, mener Johanne Schmidt-Nielsen (EL)

Når 55.600 ledige har mistet retten til dagpenge, så nytter det ikke, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke vil bruge flere penge på at reformere systemet.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til nye tal fra A-Kassernes Samvirke (AK-Samvirke):

- Hvis Thorning ikke vil finde flere penge til at forbedre dagpengesystemet, må hun som minimum give vælgerne et klart svar: Hvilke grupper af ledige skal have forringet deres dagpenge i en kommende reform, siger Johanne Schmidt-Nielsen i en skriftlig kommentar.

Dagpengekommissionen skal senest i september fremlægge sit bud. Opgaven fra regeringen er dog klar: Systemet må ikke koste mere end nu.

Men skal man eksempelvis halvere genoptjeningsperioden, som Enhedslisten ønsker, så vil det kræver ekstra penge, mener Johanne Schmidt-Nielsen:

- Det, som regeringen lægger op til, er jo, at forbedringer af eksempelvis genoptjeningsperioden skal ske igennem forringelse andre steder i dagpengesystemet, siger hun og tilføjer, at det kan ende med forringelser for andre på dagpenge:

- Forleden kom det frem, at kommission blandt andet overvejer at nedsætte dagpengesatsen for nyuddannede, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

De nye tal fra AK-Samvirke viser, at "dagpengekatastrofen" er langt større end først antaget, mener hun.

- Det kan godt være, at regeringen siger, krisen er aflyst, men det er ringe trøst for ofrene for dagpengereformen. Derfor er et ikke godt nok, at Thorning hårdnakket insistere på at der ikke må bruges flere penge på et nyt dagpengesystem, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

/ritzau/

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere