Elbæk vil lave 15 nye ministerier og ændre regeringsapparatet

Et nyt grønt superministerium skal overtage Finansministeriets rolle som politisk overdommer, mens Forsvarsministeriet nedlægges. Det foreslår Alternativet i en ny regeringsplan

Kun Statsministeriet og Udenrigsministeriet for lov at bestå, hvis Uffe Elbæk (i midten) kommer til magten. Foto: Jens Dresling
Kun Statsministeriet og Udenrigsministeriet for lov at bestå, hvis Uffe Elbæk (i midten) kommer til magten. Foto: Jens Dresling

Der er behov for en helt grundlæggende forandring af regeringsapparatet i Danmark, hvis klimaforandringerne skal bekæmpes.

Det mener Alternativet, som nu fremlægger en detaljeret plan for, hvordan regeringen skal indrettes, hvis det står til det lille grønne parti, skriver Politiken.

Alternativet vil oprette 15 nye ministerier med 22 ministre, som skal gennemføre et politisk program med omprioriteringer for cirka 240 milliarder kroner over de næste fire år. Kun Statsministeriet og Udenrigsministeriet får lov til at beholde deres navne.

Helt centralt står et nyt ministerium for grøn omstilling, der skal godkende alle relevante politiske tiltag i andre ministerier.

- Vi mener, at klimaforandringerne er vores politiske udfordring nummer ét. Det er derfor, at vi ikke bare ændrer ministeriernes navne og arbejdsområder, men markant ændrer de økonomiske prioriteringer. Det nye supergrønne ministerium skal dybest set have den rolle, som Finansministeriet har i dag, siger Uffe Elbæk til Politiken.

Uffe Elbæks forslag til nye ministerier

Alternativets leder og selvproklamerede statsministerkandidat Uffe Elbæk vil omkalfatre Slotsholmen, som vi kender den. Her får du hans bud på ministerier:

Statsministeriet (statsminister og vicestatsminister)

Ministeriet for grøn omstilling (fire ministre bl.a. naturens minister)

Ministeriet for social retfærdighed

Ministeriet for økonomisk bæredygtighed

Ministeriet for god fordeling

Udenrigsministeriet (tre ministre)

Ministeriet for mennesker på flugt og nye danskere

Demokrati- og indenrigsministeriet

Ministeriet for kunst, kultur og livssyn

Ministeriet for livslang nysgerrighed

Sundheds- og forebyggelsesministeriet

Trivsels- og omsorgsministeriet

Justits- og frihedsministeriet

Iværksætteri- og erhvervsministeriet

Ministeriet for digital forbedring

I koordinationsudvalget skal sidde statsministeren og seks fagministre. Økonomiudvalget bør nedlægges, mener Alternativet

Kilde: Politiken

Efter en stigende splittelse i rød blok meldte politisk leder Uffe Elbæk sig kort før sommerferien som statsministerkandidat. Det er i det lys, at han nu fremlægger en plan for, hvordan en regering skal indrettes, hvis han får magt, som han har agt.

Ifølge planen vil Alternativet også oprette en vicestatsministerpost, lægge Forsvarsministeriet ind under Udenrigsministeriet og oprette en ny minister for Nordatlanten, som skal gå på skift mellem Danmark, Grønland og Færøerne.

Med planen følger også Alternativets bud på, hvordan partiet vil finansiere en række konkrete politiske forslag om alt fra gratis psykologhjælp over billigere offentlig transport til familiesammenføring for udlændinge med opholdstilladelse fra dag 1.

Pengene vil Alternativet blandt andet finde ved at fremrykke beskatning af pensioner, indføre en ny formueskat og en række nye grønne afgifter samt hente 38 milliarder kroner i skat på aktie- og obligationshandler

424 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere