Jakob Ellemann-Jensen er ved at være træt af, at Inger Støjberg ikke har meldt klart ud om sin fremtid i Venstre.
Det slår han fast, efter at Støjberg i dag er trådt tilbage som partiets næstformand på et ekstraordinært landsmøde.
- Nu synes jeg efterhånden, at der må komme et svar. Nu tror jeg, at den mediemæssigt har fået, hvad den kan trække på den konto.
- Nu synes jeg, at det er rimeligt over for partiet at komme med et svar, siger Venstre-formanden.
Såede tvivl
Støjberg benyttede sin tale på landsmødet til igen at så tvivl om sin fremtid i Venstre - uden dog at nå frem til en konklusion.
- Ingen ved, hvad morgendagen bringer - det ved heller ikke jeg, lød det fra Støjberg.
Efterfølgende understregede Støjberg i et interview med TV2 News, at hun overvejer, hvad der skal ske fremover.
Jakob Ellemann giver udtryk for, at han håber, at Støjberg bliver i partiet.
- Jeg håber på, at Inger siger, at hun gerne vil blive i Venstre, lyder det fra Ellemann, der forklarer, at folketingsgruppens ledelse i næste uge vil afgøre, om Støjberg fortsætter som partiets retsordfører.
Støjberg sår igen tvivl om sin fremtid i Venstre
Opbakning fra DF og NB
Både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige været stålsatte i deres opbakning til Støjberg, efter at et folketingsflertal vil stemme for, at hun skal for en rigsret.
Ledelsen i Støjbergs eget parti samt størstedelen af folketingsgruppen bakker op om rigsretssagen.
Det har fået Støjberg til at angribe Jakob Ellemann:
- Det er den største mistillidserklæring, jeg kan få fra min egen formand, har Støjberg sagt.
Men om det også betyder, at hun vender Venstre ryggen - evt. til fordel for et af partierne på højrefløjen - står stadig hen i det uvisse.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.