Ellen Trane Nørby stiller op som næstformand i Venstre

Der bliver kampvalg til Venstres landsmøde. I avisen Danmark fortæller Ellen Trane Nørby, at hun stiller op til kampvalg mod Inger Støjberg

Hvad er status i Venstre, og kan et nyt formandskab overhovedet skabe ro? Henrik Qvortrup udlægger teksten.

Det bliver ikke en ren kåring, når Venstre skal vælge ny formand og næstformand til ekstraordinært landmøde i Herning. Inger Støjberg får nu konkurrence på næstformandsposten af Ellen Trane Nørby. Det skriver avisen Danmark.

- Det betyder, at Venstres medlemmer og delegerede får en mulighed for at vælge hvilken profil, de vil have som næstformand, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark.

- Jeg mener, at jeg har, hvad der skal til for at være en stærk næstformand. Det forudsætter, at man har viljen, lysten og evnerne til at lytte til, hvad der rør sig i hele vores parti, siger hun.

Se også: Støjberg: Jeg stiller op som næstformand for Venstre

Vil samle partiet
Ellen Trane Nørby har især to ting, hvor hun mener, at hun har et bedre udgangspunkt end Inger Støjberg i forhold til at supplere Jakob Ellemann-Jensen som formand: En solid forankring i det hun selv kalder det 'jyske Venstre' og erfaring fra velfærdstunge ministerier som Undervisnings- og Sundhedsministeriet.

- Det er ikke et spørgsmål om at være imod Inger. Hun skal have en central placering, men jeg mener, at jeg vil være en stærkere næstformand i forhold til at samle partiet, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark

- Og det er et spørgsmål om, hvordan man har viljen til at lytte til, hvad der sker rundt om i landet. Det har Venstre været for dårlig til. For mig var sundhedsreformdiskussionen (hvor Venstre ville nedlægge regionerne, red.) et eksempel på, at vi var for dårlige til at inddrage og lytte. Det er vigtigt, at vi får bundet christiansborg-, kommunal- og regionalvenstre sammen, og at vi ikke tror, at alt skal styres fra Christiansborg, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark.

Ellen Trane Nørby ved Venstres gruppemøde tirsdag i sidste uge. Foto Anthon Unger.
Ellen Trane Nørby ved Venstres gruppemøde tirsdag i sidste uge. Foto Anthon Unger.
 

Inger Støjbergs rolle i den såkaldte barnebrudssag skal undersøges af en kommission. Foto: Tim Kildeborg Jensen/ Ritzau Scanpix Dansk politik - 7. sep. 2019 - kl. 17:59 Kommission på vej: Sådan skal Støjberg rammes

Kristian Jensens loyale støtte
Ellen Trane Nørby har været klart placeret i fløjkampene i Venstre som en af afgående næstformand Kristian Jensens mest loyale støtter. Det mener hun ikke bør sætte spørgsmålstegn ved, om hun vil kunne være en lige så loyal næstformand.

- Jeg bakkede Lars Løkke loyalt op som politisk ordfører gennem tre et halvt år og som minister. Det skal man kunne. Tro mig, jeg har stået og forsvaret Løkke, da GGGI-sagen rasede. Men alt det med fløje er jo netop symptomatisk for den dysfunktionalitet, der har været. I mit overskuds-Venstre skal vi ikke tale om, hvem vi definere os op mod. Vi skal alle være med til l at gøre Venstre stærkere - ikke med en personkult omkring hver især. Det er netop det, der har været problemet, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark.

De støtter Inger Støjberg

Få her et overblik over Venstre-medlemmer, der støtter Støjberg:

Karsten Lauritzen, forsvarsordfører og tidligere skatteminister:

- At næstformanden skal hedde Inger Støjberg, handler om at kunne lave et godt team, siger han til Politiken.

Sophie Løhde, næstformand for Venstres folketingsgruppe:

- Jeg er ikke i tvivl om, at Inger Støjberg kunne blive en rigtig god næstformand for Venstre, siger Sophie Løhde til Ritzau.

Marcus Knuth, folketingsmedlem:

- Jeg bakker helhjertet op om Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg som formand og næstformand - hvis de ellers selv vil, skriver han på Facebook.

Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem:

- Jeg peger personligt på Inger Støjberg. Hun er en kæmpe kapacitet for vores parti, siger han til DR og uddyber, at Inger Støjberg som næstformand sammen med Jakob Ellemann-Jensen som formand vil udgøre "et perfekt makkerpar".

Carsten Kissmeyer, folketingsmedlem:

- Inger Støjberg er et godt bud på vores nye næstformand – måske i en konstruktion, hvor vi har to næstformænd, siger han til DR.

Erling Bonnesen, folketingsmedlem:

- Hun kunne bestemt være et godt bud. Men det skal jo så være op til Inger Støjberg og eventuelt andre at melde ud, om de vil stille op, siger han til DR.

Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem:

- Jeg håber, at Inger Støjberg kan blive næstformand. Hun vil være det perfekte match (med Jakob Ellemann-Jensen, red.).

- Vigtigt er det imidlertid, at Ellemann og Støjberg på alle væsentlige politikområder får afstemt holdning, så vi ikke om et halvt år står over for en genopførsel af eksempelvis uenigheder om SV-samarbejdet.

Før Venstres gruppemøde tirsdag udtrykte følgende Venstre-folk desuden støtte til Inger Støjberg: finansordfører Troels Lund Poulsen, kulturordfører Britt Bager, færøordfører Thomas Danielsen, udlændinge- og integrationsordfører Mads Fuglede og medlem af Folketinget Lars Christian Lilleholt.

Kilder: Ritzau, DR, Politiken.

Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg under valgaftenen til Europaparlamentsvalget i maj. Foto: Jens Dresling.
Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg under valgaftenen til Europaparlamentsvalget i maj. Foto: Jens Dresling.
 

905 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere