Embedsmænd dækkede over underskud i Københavns Kommune

Ifølge Berlingske har embedsfolk i Københavns Kommune muligvis ulovligt forsøgt at skjule et stort underskud

Teknik- og Miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen (EL), siger, at der ikke kan gøres så meget ved, at der er opstået et underskud i hendes forvaltning. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Teknik- og Miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen (EL), siger, at der ikke kan gøres så meget ved, at der er opstået et underskud i hendes forvaltning. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Embedsmænd i Københavns Kommune har ifølge Berlingske muligvis ulovligt dækket over, at der i Teknik- og Miljøforvaltningen over flere år har opbygget sig et stort underskud.

Det skriver avisen baseret dokumenter, som avisen har gennemgået. Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh beskriver over for Berlingske handlingerne som ulovlige.

- De laver en fejl, og så prøver de at dække den med en ny fejl, siger han til avisen.

Avisen beskriver, hvordan et underskud i Teknik- og Miljøforvaltningens aflønningsmodel er steget til 48,23 millioner kroner over flere år.

Groft sagt skal modellen sikre, at der bliver leveret det antal arbejdstimer til anlægsprojekter, som der er afsat penge til. Antallet af arbejdstimer skal skrives ind i systemet, der dermed holder styr på det.

Men bliver der skrevet for få timer ind, så vil der opstå et underskud, fordi der bliver udbetalt løn, uden at der på papiret bliver leveret arbejdstimer.

For at dække over underskuddet har forvaltningen ifølge Berlingskes informationer skruet op for timeprisen per indskrevet arbejdstime.

- Det er i direkte strid med bevillingsreglerne både at lade underskuddet vokse og at skrue på timeprisen. Det er noget, enhver embedsmand bør være klar over, siger Per Nikolaj Bukh til avisen.

Hvis problemet alene var, at der blev skrevet for få timer på, men at arbejdet var leveret, så burde pengene findes andre steder. Men de er ikke fundet, skriver Berlingske.

Miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen (EL), siger til Berlingske, at der skal strammes op, men at det er svært at placere et ansvar.

Forvaltningen er ved at gennemgå en større oprydning, og derfor er sagen kommet til politikernes opmærksomhed.

- Jeg har brugt meget tid på at rydde op i min borgmesterperiode, og for to år siden fyrede jeg to af forvaltningens direktører og ansatte den nuværende administrerende direktør til at finkæmme forvaltningen og rydde op i den. Det er en uheldig sag, men det er positivt, at den er kommet frem, for det viser, at oprydningen virker, siger borgmesteren til Berlingske.