Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl nyder fridagen hjemme i Thyregod i dag, hvor han endelig kan slappe af efter de hektiske døgn siden valget blev afgjort i torsdags.
Venstres formand Lars Løkke Rasmussen bruger søndagen til at tale i telefon med de fire repræsentanter for Færøerne og Grønland, men han ventes i morgen at genoptage forhandlingerne med specielt Dansk Folkeparti.
Lars Løkke Rasmussen skal ikke have officielle møder med hverken DF, LA eller Konservative i dag, 'men telefonen er som bekendt opfundet, så det er muligt, at de alligevel taler sammen', som det lyder fra alle fire partier i blå blok.
Dronningen mandag
Lars Løkke Rasmussen ventes at gå til dronningen i morgen og fortælle hende, at han ikke kan danne en flertalsregering bestående af V, DF, LA og K. Derefter ventes han at gå besked på at undersøge, om han kan danne en regering, hvor han ikke på forhånd har et flertal imod sig.
Derfor sidder ledende medlemmer af V, DF, LA og K i disse timer og prøver at finde frem til, hvordan de så skal forholde sig, men officielt er søndag fridag.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.