Endnu en af Elbæks folk smutter

Alternativets folketingsmedlem Pernille Schnoor genopstiller ikke. Hun er træt af den eksisterende politiske kultur på Christiansborg.

Endnu en af Uffe Elbæks folk forlader Alternativets folketingsgruppe. Pernille Schnoor genopstiller ikke ved næste folketingsvalg. Foto: Jonas Olufson
Endnu en af Uffe Elbæks folk forlader Alternativets folketingsgruppe. Pernille Schnoor genopstiller ikke ved næste folketingsvalg. Foto: Jonas Olufson

Flere af Alternativets folketingsmedlemmer har den seneste tid meddelt, at de ikke genopstiller ved næste valg.

Nu er der så blevet føjet endnu et navn til listen over Uffe Elbæks folk, der vælger at smutte. Folketingsmedlemmet Pernille Schnoor har således bekendtgjort, at hun vil lave noget andet fremover.

Hun retter i Jyllands-Posten en skarp kritik af den politiske kultur på Christiansborg, som har haft stor betydning for hendes beslutning.

- Jeg er træt af måden, hvor man forsøger at optrappe konflikter og skabe sensationer på både person- og partiniveau for at få taletid.

- Det er en skueproces for mediernes skyld, siger hun til avisen.

Valgt ind for S
Pernille Schnoor blev valgt ind for Socialdemokratiet i 2015, men skiftede senere til Alternativet. Hun mener, at der hersker en nulfejlskultur i Folketinget, og at der bedrives 'voksenmobning'.

Hun mener, at de politiske visioner kommer til at være sekundære i forhold til uenigheder om små detaljer i lovtekster.

Og så mener hun ikke, at Alternativet har fået tilstrækkelig respekt for partiets politiske arbejde.

- Jeg synes, jeg er noget af det mest fornuftige menneske i verden.

- Og det er anstrengende, at man så hele tiden bliver set på som en lallende gøgler. Der er skabt en stemning af, at Alternativet er lallende gøglere, siger hun.

Udskifter mindst halvdelen
Alternativet er med Schnoors udmelding sikker på at udskifte mindst halvdelen af den nuværende folketingsgruppe på 10 personer.

Tidligere har Rene Gade, Josefine Fock, Roger Courage Matthisen og Ulla Sandberg sagt, at de heller ikke genopstiller.

Samtidig stiller Rasmus Nordqvist op til Europaparlamentsvalget og kan derfor ryge til Bruxelles, når der bliver holdt valg til parlamentet i maj næste år.

282 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere