I sidste uge meddelte Henrik Dam Kristensen, at han efter mere end 30 år i Tinget ikke genopstiller ved det kommende folketingsvalg.
Dermed skal Folketinget efter valget skal have ny formand. Vinder de borgerlige, vil det blive en kandidat fra blå side, som får posten. Hvem det kan være, er fuldstændig uskarpt. Posten vil typisk indgå, når der skal dannes regering, fordeles ministerposter, støttepartier skal tilgodeses og der skal konstitueres på topposterne i Folketinget.
Formandsposten i Folketinget er udover det ærefulde hverv, som den fineste dansker lige efter dronningen, og på niveau med statsministeren, en fed tjans. Det er aldrig blevet fast afklaret om Folketingets formand er finere end statsministeren eller omvendt.
Men der er dog ingen tvivl om, hvor den politiske magt ligger. Da de nuværende rammer for Folketingets formand skulle fastlægges for 40 år siden var Folketingets ledende politikere stærkt optagede af, at Tingets formand på alle niveauer skulle placeres sideordnet med statsministeren.
Lønnen, ca., 1,6 mil. kr., svarer til statsministerens. Fri bil med chauffør plus embedsbolig på landets bedste adresse, Christiansborg Slotsplads.
Hertil kommer en række andre fordele som f.eks. repræsentationskonto (i modsætning til statsministerens konto ikke omfattet af reglerne om aktindsigt), et effektivt sekretariat, spændende rejser i ind- og udland. Mange sociale aktiviteter, hvis man er til fest, farver, kongehus og store middage i galla.
Vinder Mette Frederiksen valget, hvad alle meningsmålinger hidtil har peget på, vil hun kunne bruge formandsposten i Folketinget i det helt sikkert komplicerede spil, der kommer efter folketingsvalget. Og det uanset om valget resulterer i en fortsat socialdemokratisk etparti-regering eller vi får en S-R-SF-regering.
At kunne spille en tung formandspost for Folketinget på banen åbner mange muligheder. Tunge poster er gode at handle med. Eksempelvis var det af væsentlig betydning, at Mette Frederiksen i 2019 kunne tilbyde de radikales daværende leder, Morten Østergaard, at hans partifælle Margrethe Vestager kunne fortsætte som dansk EU-kommissær.
Også selv om Socialdemokratiet efter normale spilleregler selv kunne have snuppet topposten nede i Unionen.
Og netop med kommissærposten ligger Mette Frederiksens anden mulighed for gode handler. Situationen er nemlig, at Margrethe Vestager skal forlade kommissærposten i 2024. Der er altså god tid til at finde en afløser, men posten vil formentlig indgå i forhandlingerne om regeringsdannelsen allerede ved det valg, der ventes at komme i efteråret.
Statsministeren har dermed to tunge, indflydelsesrige og attraktive poster, hun kan bygge ind i puslespillet og strategien omkring en regeringsdannelse efter valget.
Mette Frederiksen har ikke lagt skjul på, at hun foretrækker at køre videre med en socialdemokratisk etparti-regering, men skal den manøvre klares efter det kommende valg, er hun nødt til at kunne tilbyde de radikale og SF noget attraktivt.
Hverken Pia Olsen Dyhr eller Sofie Carsten Nielsen vil synes det er særlig spændende bare at se frem til en ny fireårig periode som støtteparti for en Frederiksen-regering, de ikke selv er med i. Minimum vil være, S så kan tilbyde dem noget andet.
Om det rækker, er nok spørgsmålet. To topposter gør det trods alt ikke ud for de otte ministerposter, som R og SF fik ved regeringsdannelsen i 2011. Det er nemlig ikke kun de to partiledere Olsen Dyhr og Nielsen, som er sultne efter ministerposter. Det samme gælder for en betydelig gruppe af deres partifæller, som vil til fadet.
Under alle omstændigheder har Henrik Dams beslutning om at stoppe i politik og offentliggøre det allerede nu, gjort det muligt for den socialdemokratiske ledelse at inddrage formandsposten i deres strategiske overvejelser.
Havde Dam genopstillet, ville han formentlig være fortsat som folketingsformand, selv om posten gennem mange år som hovedregel kun har været besat i en enkelt valgperiode. I en række tilfælde endnu kortere.
Siden krigen har kun en folketingsformand holdt i mere end to valgperioder, nemlig socialdemokraten Gustav Pedersen, der sad 14 år i formandsstolen, så længe, at han nærmest groede sammen med den.
Sådan er det ikke i dag, men Mette Frederiksen kommer ikke til at savne kandidater. Lykkes det ikke for SF og R at tilkæmpe sig pladser i regeringen, vil de to poster være et meget stort plaster på såret.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Den socialdemokratiske næstformand i det britiske Parlament, Angela Rayner beskyldes for at ’sex-chikanere’ Boris Johnson i parlamentssalen:
- Jeg bliver ’anklaget’ for at distrahere den hjælpeløse premierminister ved at være kvinde, have ben og bære tøj. Jeg konspirerer for at 'hyle ham ud af den', siger hun.
Der skal ikke meget til at hyle Boris ud af den. Det ved vi jo fra alle festerne i Downing Street under corona-nedlukningen.
Den radikale udlændingeordfører mener, regeringen fører en ’xenofobisk’ (fremmedhadsk, red) asylpolitik.
’Det ligger skidt i maven på et dagligt niveau, når man er udlændingeordfører, fordi vi prøver igen og igen at få lempelser ind’, siger Olldag til Politiken.
Selvpinerisk snak.
Hvis problemet virkelig er så stort, at de radikale går rundt med konstant dårlige maver, ville det mest enkle da være at vælte regeringen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
