Engell: De osede af gensidig foragt

Topmødet på TV2: Kontant og hårdt opgør uden gnist af humor

Løkke blev aftenens vinder. Hans argumentation var simpelt hen skarpere. Hans eksempler bedre, mener politisk kommentator Hans Engell, modsat EKstra Bladets politiske journalister, der hældte mere til en uafgjort.

Lars Løkke Rasmussen

Helle Thorning-Schmidt

 

Den gensidige foragt lyste ud af øjnene på Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, da de i aftes stillede op til det tredje brag af en konfrontation denne gang på TV2.

Selv om der nu kun er en uge tilbage af valgkampen, er stemningen mellem valgets to hovedpersoner bestemt ikke blevet bedre.

De hilste knap nok på hinanden, der var ikke gnist af humor i diskussionerne, og begge beskyldte hinanden for at pynte sig med lånte fjer. Højdepunktet var, da Thorning beskyldte Løkke for at have ' kørt landet i sænk' - og han nærmest fnyste, da han med store bogstaver svarede HELLE THORNING-SCHMIDT.

Der var mange emner på tapetet, og aftenens vært, Cecilie Beck, var god til at holde tempoet oppe. Hurtige sceneskift og hurtige spørgsmål og svar. Det kørte godt.

Men selv om Thorning ikke var helt så slem til at afbryde som sidst, kunne hun alligevel ikke holde sig i skindet og afbrød gentagne gange Løkke, der til gengæld var blevet bedre til at svare igen.

Løkke blev aftenens vinder.

Hans argumentation var simpelt hen skarpere.

Hans eksempler bedre. Han var dæmpet, men isnende kold i sin nedskydning af Thornings ' løftebrud'. Mange af Thornings angreb bl. a. om togfonden, olieselskaber og klimadebatten prellede bare af. Hendes stød ramte ikke rigtig.

Sprogligt er Lars Løkke mere præcis end Thorning, der ofte taler i meget lange og generelle vendinger. Indimellem slog hun meget direkte og præcist igen - men som debattør er Løkke simpelt hen bedre.

Thorning har efter knap fire år som statsminister fået en stor og bred viden, og hun er en langt bedre politiker end dengang. Løkke har bare den fordel, at han simpelt hen har en større faktuel viden og er god til at bruge eksempler, der understøtter hans argumenter.

Den kunst kan Helle også - bare ikke så systematisk og stærkt som Løkke.

Hun tog til gengæld stik hjem, da hun i et meget direkte frontalangreb kørte på Venstres miljøpolitik og uenigheden i blå blok.

Løkke fik til gengæld adskillige gange fremhævet uenigheden mellem S og R - fra udlændingepolitik, hvor Morten Østergaard havde hjulpet ham ved tidligere på dagen at rose regeringens 40 lempelseraf udlændingepolitikken, ligesom han hånede Helle for hendes tilbud om en aftale om boligskatten - som R er imod.

'Jeg laver ikke aftaler med halvdelen af en regering', hånede Løkke.

Begge var dygtige til at få fyret hele deres politiske arsenal af mærkesager af undervejs.

Helle Thorning beskyldte Løkke for at ville invitere 600 millioner udenlandske arbejdere ind i landet.

'Mærkeligt når man vil invitere halvdelen af verden ind til lave lønninger, at man ikke vil sætte ind over for social dumping', hævdede Thorning, mens Løkke betegnede hendes påstand som ' helt på Månen' og ' vanvittige påstande'.

Debatten bragte intet nyt, der var ingen nye forslag eller initiativer. Det handlede mest om at skyde modstanderens argumenter ned og udstille den anden som uduelig og inkompetent.

Løkke var bedst til at sænke blikket eller se bort, når Thorning gik til angreb.

Derved fik man ikke set raseriet i ham. Thorning så til gengæld direkte og hårdt på ham, når han åbnede munden.

Et skarpt, uforsonligt opgør - en uge før sandhedens time.

138 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere