Engell: Det er Skats Stein Bagger-sag

Det er 'helt vildt i varmen', at Skat tilsyneladende er blevet snydt for mere end seks milliarder kroner af udenlandske svindlere, siger Ekstra Bladets politiske analytiker

Der må rulle hoveder, siger Hans Engell om den opsigtsvækkende svindelsag i Skat (Foto: Ole Steen).
Der må rulle hoveder, siger Hans Engell om den opsigtsvækkende svindelsag i Skat (Foto: Ole Steen).

- Det her er skattevæsenets Stein Bagger-sag. Det er en klokkeklar skandale.

Ekstra Bladets politiske analytiker Hans Engell lægger ikke fingrene imellem, når han skal beskrive afsløringen af, at Skat ser ud til at have sendt 6,2 milliarder danske skattekroner over grænsen til udenlandske svindlere.

- Hvis den her sag holder vand, så er det en historisk skandale. Det er et gigantisk beløb, vi taler om. Muligvis er det netop derfor, at de ikke har haft blik for det, siger Hans Engell til Ekstra Bladet.

- Men det er ren Hudibras (humoristisk tegneserie, red), når man tænker på med hvilken nidkærhed, Skat kan forfølge større og mindre sager. Når sådan noget så kan ske, er det helt ubeskriveligt.

Se også: S vil tjekke svindelsag hos skatteminister

Svindlen med de danske skattemilliarder er angiveligt foregået over tre år. Svindlerne har brugt danske aktieselskaber til at få udbetalt pengene.

Det skal være sket ved, at de har oplyst, at de har handlet med danske aktier og betalt dansk skat af handlerne. Efterfølgende har de bedt om at få refunderet pengene, da de ikke skal betale skat i Danmark.

Skat burde derfor have haft alle muligheder for at tjekke, om det passer, at der er opkrævet den skat, som svindlerne har påstået. Men det er tilsyneladende ikke sket.

Se også: Skatteekspert: 6.000.000.000 kr. kan være væk for altid

- Det er fuldstændig vildt i varmen, at Skat ikke har haft styr på den her sag. Man må gå ud fra, at der kommer til at rulle hoveder, hvis sagen er korrekt. Jeg går ud fra at Folketinget ikke bare vil bede om et samråd med ministeren.

- Det må føre til en større juridisk undersøgelse af, hvor man placerer ansvaret for, hvordan man i den grad har kunnet blive så snydt. Der må være nogle grundlæggende systemfejl, og det er blot seneste eksempel på den lavine af møgsager, der er rullet ind over skat og har ødelagt troværdigheden.

Se også: Skat: Sådan snød de os for kæmpe milliardbeløb

Tidligere har der været historier om Skats rockerlignende metoder, når myndighederne på det nærmeste har afpresset danskere til at betale skat, ligesom der har været alvorlige problemer med tilfældige ejendomsvurderinger.

Se også: Minister afventer undersøgelse fra Skat i svindelsag

103 kommentarer
Vis kommentarer