Engell: Her er presset Løkkes chance

Som det ser ud nu, skal Venstre i gang med at stoppe den socialdemokratiske valgmaskine, medmindre de ønsker, at Helle Thorning-Schmidt endnu en gang skal have nøglerne til statsministeriet

Venstre skal op i gear, hvis Helle Thorning-Schmidt ikke skal vinde nøglerne til statsministeriet igen, mener Hans Engell (Foto: Lars Krabbe)
Venstre skal op i gear, hvis Helle Thorning-Schmidt ikke skal vinde nøglerne til statsministeriet igen, mener Hans Engell (Foto: Lars Krabbe)

Efter den første uges valgkamp må Lars Løkke se i øjnene, at han ligner en taber. Det er lykkedes en effektiv socialdemokratisk kampagne ikke bare at komme op på siden af det blå hold, men også nu at passere Løkkes hold i en Voxmeter-måling. Fortsætter det på den måde, kan Helle roligt fortsætte som statsminister de kommende fire år og de borgerlige indlede en længere ørkenvandring.

Thornings aggressive udfald og konstante afbrydelser under TV2-duellen viste, at Løkke er presset i defensiven. Gennem en grovkornet personkampagne er det lykkedes at få ham placeret som en mand, man ikke kan stole på. Hans tal passer ikke. 'Der er gået Panorama i den', som Thorning overlegent smed i nakken på Løkke. Og i øvrigt er Venstres formand i al almindelighed utroværdig og formentlig uhæderlig. Det er nogenlunde den ramme, Løkke er presset ind i. Han er med et amerikansk udtryk blevet ’framed’ - låst fast i et bestemt, negativt format.

Kommer Løkke ikke ud af den ’frame’ inden for den kommende uge, har han tabt valget. Venstre må simpelthen overveje en ny taktik.

Sats på udlændinge og sundhedspolitikken

Og hvordan kan Løkke så gøre det?

Ved at satse på de to områder, hvor han under debatten med Thorning viste sig klart overlegen - nemlig omkring udlændinge- og sundhedspolitikken. Mens Thorning lød som en, der havde lært en lektie udenad, demonstrerede Løkke klart, at han er en af de politikere her i landet, der ved mest om det danske sygehus- og sundhedssystem. Det er ikke løgn, da Løkke hævdede, at hans 'hjerte brænder for den sag'.

Men endnu mere slagkraftigt kan udlændingedebatten bruges. Uanset om Helle Thorning sammen med justitsminister Mette Frederiksen ganske fingernemt har fået skabt et billede af, at regeringen fører en stram politik, ændrer det ikke ved, at udgifterne på udlændingeområdet er steget voldsomt, indrejsetallene er fortsat betydelig og integrationsindsatsen på mange områder spillet fallit. Jyllands-Posten kunne i går berette, at asylregningen næste år formentlig bliver 1,5 mia. større, end regeringen har beregnet. Tre fjerdedele af næste års vækst i det offentlige forbrug vil gå til flygtninge.

På integrationsområdet kunne Rigsrevisionen for nyligt afsløre, at kommunerne overhovedet ikke lever op til integrationslovens krav om, at der skal være et mål for indvandreres beskæftigelse eller uddannelse. En stikprøvekontrol viste, at i 65 procent af tilfældene lever man ikke op til kravene. Intet at sige til, at integrationsindsatsen her i landet sejler.

Præcis på disse punkter er Venstres formand nødt til at gå langt mere offensivt til værks og svare Thorning igen med samme kaliber, som hun selv bruger.

Ikke en valgkamp for sarte sjæle

Intet tyder på, at denne valgkamp bliver for sarte sjæle. De sociale medier vælter med giftige, ondskabsfulde og hadefulde indlæg. TV2-debatten mellem Thorning og Løkke var også usædvanlig i kraft af, at Thorning kom med så mange og så personlige udfald mod sin konkurrent.

De andre blå partier må også i omdrejninger, hvis det blå hold skal vinde valget. I den socialdemokratiske lejr er man dybt overrasket over, at den første uge er gået, uden at det på et eneste punkt er lykkedes nogen af de blå partier at rette et virkelig hårdt angreb på S og regeringen. Dagligt har det været de borgerlige, der skal forsvare sig mod socialdemokratiske angreb, mens de blå stort set er tømt for offensiv kampkraft. Derfor sidder S-folkene og trommer i skrivebordet - 'hvornår sker der noget'?

Også på andre felter må vi regne med en optrapning af retorikken. Det gælder eksempelvis i forhold til Uffe Elbæks Alternativet, der i Voxmeter-målingen er næsten ligeså store som Konservative. Mens Søren Pape Poulsen nu igen er på vej ned mod spærregrænsen, klatrer Elbæks parti stille og roligt op til fem-seks-syv mandater. En fremgang der er omvendt proportional med præcisionen i Uffes politiske budskaber.

Hvis man kan hente syv mandater på at fyre så meget tågesnak af i en partileder-runde, må tidspunktet være kommet, hvor nogen går i kødet på Elbæk og forlanger svar på, hvordan han egentlig vil forklare den totale mangel på sammenhæng mellem indtægter og udgifter i Alternativets politik.

En opgave, som ligger lige til hjørnespark især for Liberal Alliances Anders Samuelsen eller Simon Emil Ammitzbøll, som begge er skarpskytter, når det handler om den økonomiske politik.

Den første uge har ikke været vellykket for det blå hold - og slet ikke for Lars Løkke. I den næste uge er det blevet tid til 'hammertime'. Medmindre de borgerligt-liberale partier bare har tænkt sig at forære Thorning valgsejren.

Ekstra Bladet fangede begge statsministerkandidater efter søndagens store tv-debat. Hør hvad de havde at sige herunder:

 

288 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere