Engell: - Ingen moral i international politik

Det er mange år siden, Hans Engell mistede sine illusioner om, at international politik skulle indholde nogen former for moral eller logik

Tayyip Erdogans Tyrkiet har den næststørste hær i NATO og er alliancens eneste muslimske medlem, samtidig har især USA store interesser i landet. Så Erdogan bliver ikke smidt ud af NATO, men holdt i armslængde, skriver Hans Engell. Foto: Ritzau Scanpix
Tayyip Erdogans Tyrkiet har den næststørste hær i NATO og er alliancens eneste muslimske medlem, samtidig har især USA store interesser i landet. Så Erdogan bliver ikke smidt ud af NATO, men holdt i armslængde, skriver Hans Engell. Foto: Ritzau Scanpix

Politisk kommentator Hans Engell svarer hver uge på spørgsmål fra læserne.

Går du og tumler med et politisk spørgsmål, så send det til Hans Engell på engell@eb.dk.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tyrkiets diktator, Tayyip Erdogan, vil smide Nato-landes ambassadører - herunder Danmarks - ud af Tyrkiet.

Men diktatoren og hans land bliver ikke smidt ud af Nato, selv om det skulle være en alliance af demokratier. Tyrkiet er ikke noget, der minder om demokrati, og Erdogan samarbejder tæt med Putin og kineserne.

Samtidig vil EU smide Polen ud, fordi polakkerne sætter deres egen grundlov over EU’s love.

Tyrkiet vil vi ikke være uvenner med, men gerne med Polen, som Europa skylder meget, og som bare vil bestemme i deres eget land. Jeg siger: Rend mig i EU og Natos respekt for demokrati.

Verner Svenningsen,

Hillerød

 

Kære Verner
EU har ikke foreslået at smide Polen ud, men truet med sanktioner, hvis de ikke overholder fælles vedtagne regler. I øvrigt ville det være en katastrofal historisk dumhed, hvis nogen foreslog det. Vi ville få et nyt jerntæppe i Europa.

Med hensyn til Tyrkiet og Nato er forholdet stadig problematisk, og vi kan overhovedet ikke stole på Erdogan.

Men da Tyrkiet er et militært stort land og eneste muslimske medlem af Nato - og da især USA har kæmpestore interesser i landet - bliver Erdogan ikke smidt ud af Nato, men holdt i armslængde.

Havde du regnet med, at international politik byggede på en bestemt logik, moral og faste værdier?

Den illusion mistede jeg for mange år siden.

Venlig hilsen Hans

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mink I

Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

Tilsyneladende pressede departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen sin kollega i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, til at sætte aflivningen af alle danske mink i gang uden lovhjemmel - det førte til, at Mogens Jensen blev fyret som fødevareminister.

Det rejser to spørgsmål: Har Barbara Bertelsen misbrugt sin magt, og kastede hun både Henrik Studsgaard og Mogens Jensen effektivt under bussen?

Christian Hansen, Silkeborg

 

Kære Christian
Det er præcist det, dommerundersøgelsen i minksagen skal finde ud af. Hvem havde ansvar, hvem traf beslutningerne, og hvad vidste de?

Før vi har redegørelsen fra dommer Kistrup, kender vi ikke det endelige svar endsige konklusionen.

Med venlig hilsen Hans

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mink II

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Minksagen går vist ikke regeringens vej. Der var jo ikke lovhjemmel for beslutningen om at aflive alle mink.

Og hvis regeringen har taget beslutningen, vel vidende at der ikke var lovhjemmel, så bliver det det vel straffet af Folketinget - også selv om aflivningen blev lovliggjort. Hvad tror du, ’straffen’ bliver i værste fald?

Niels Clausen,

Købernhavn V

 

Kære Niels
Går det helt galt, kan sagen i sidste ende koste statsministeren og regeringen livet. Og det kan føre til en rigsretssag mod statsministeren. Men her er vi ikke nu - selv om sagen udvikler sig dag for dag.

Jeg tror under ingen omstændigheder, at der kommer beslutninger, før den igangværende dommerundersøgelse er slut, og en beretning fra minkkommissionen er afleveret til Folketinget.

Venlig hilsen Hans

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mink III

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
 

Du plejer at være skarp på, hvad der sker. Tror du, Mette Frederiksen overlever minksagen. Jeg synes mere og mere, det ligner en snebold, der ikke vil stoppe.

H. Østergaard, Odense

 

Kære H. Østergaard
Jeg vil blive overrasket, hvis Mette Frederiksen ikke overlever, men hun er presset!

Det er der overhovedet ingen tvivl om. Men før vi får konklusionen på den igangværende dommerundersøgelse, kan vi kun gisne.

Med venlig hilsen Hans

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tre hurtige

? Du skriver om museernes åbningstider. Kig uden for hovedstaden!

ARoS i Aarhus har åbent til 21 tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Dette blot til almen orientering.
Carsten Frentz, Aarhus N

! Besked modtaget og videresendt.

* * *

? Dagligt hører vi om de rige og de fattige lande. I mange lande lever befolkningen i grusom armod. I stedet for at sende dem ’fisk’ kan vi ikke lære dem ’at fiske’?
Ejner Madsen, Taastrup

! Enig. Men det er præcis, hvad dansk udviklingshjælp går ud på:

At hjælpe udviklingslande til deres egen udvikling og vækst. Vi sender ikke bare en kasse med penge, men leverer mange forskellige former for bistand, som indgår i landenes egen udvikling.

* * *

? Hvorfor kan den almindelige dansker ikke følge med i, hvad den enkelte minister i grunden opnår af resultater.
Leif E., Esbjerg

! Det kan du også. Gå ind på ministeriernes hjemmesider eller på regeringen.dk. Eller læs statsministerens åbnings- og afslutningstaler.

Det har aldrig været lettere at følge med end nu.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hvordan synes Mette Frederiksen selv, det går?