Engell: Løkkes 'sms-historie' er god - men det er ikke den VIRKELIGE historie

På vej til et krisemøde i 2014 sendte Lars Løkke en sms til sin kone om, at han ville trække sig som formand

Foto: Benjamin Nørskov/ritzau
Foto: Benjamin Nørskov/ritzau

Det er god historie, men det er ikke den virkelige historie, lyder det fra politisk kommentator Hans Engell om et interview med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

I et interview med Fyens Stiftstidende fortæller Løkke, at han havde besluttet sig for at trække sig som formand for Venstre tilbage i 2014.

Men en tilfældig forbipasserende på vej til et krisemøde i Odense fik Løkke til at ombestemme sig og i stedet kæmpe for at forblive formand.

- Historien med benzinstationen og familien Nyborg, der overbeviste ham om det modsatte, synes jeg, er en smuk, dansk fortælling.

- Men jeg må bare sige, at jeg tror ikke et øjeblik på, at det har været den virkelige historie om det her, siger Hans Engell.

Løkke fortæller, at han på vej til krisemødet sendte en sms til sin kone om, at han havde besluttet sig for at træde tilbage som formand for Venstre.

Løkke varslede hustru om afgang som formand før skæbnemøde

Men under et stop på motorvejscaféen "Hos Morfar" ved Ringsted ombestemte han sig.

Her mødte han opbakning fra en forbipasserende ved navn Anders Nyborg, der opfordrede Lars Løkke til at kæmpe.

Hans Engell mener derimod, at Løkke troede, at han var på vej til et slag, han ikke kunne vinde.

- Løkke har troet, at slaget var tabt. Det finder han ud af i Odense, at det ikke er.

- Og undervejs møder han en familie, der siger nogle pæne ting til ham. Det er han selvfølgelig glad for, men det er ikke det, der har været det afgørende, siger den politiske kommentator.

Da Løkke kommer frem til Odense, opdager den nuværende statsminister ifølge Hans Engell, at slaget som formand endnu ikke er tabt.

- De modstandere og kritikere han har – dem, der vil af med ham som formand – de er ikke helt så stærke og hårde forhandlere, som han er.

- Derfor ender det på den måde, at han vinder og fortsætter, siger Hans Engell.

Forløbet tegner Løkke som en dygtig og benhård politiker, der vil den politiske magt, mener Hans Engell.

- Forløbet i Odense viste, at han kunne vinde en håbløs sag. Det er det, der præger ham og hans tænkning. Han kan vinde en håbløs sag, og han giver ikke op, siger han.

OVERBLIK: Sådan endte Løkke i fedtefadet tilbage i 2014

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde besluttet sig for at gå af som formand for Venstre i 2014 efter længere tids kritik og møgsager.

Her er nogle af de vigtigste nedslag i udviklingen i den tre år gamle sag:

Maj 2014:

  • 13. maj: Ekstra Bladet skriver, at Løkke fra december 2010 til september 2011 har fået betalt tøj og sko af Venstre til en værdi af 152.000 kroner. Tøjsagen kommer oven i Løkkes to tidligere bilagssager og vækker vrede i dele af Venstres bagland, og medlemmer af partiets hovedbestyrelse kræver en redegørelse.
     
  • 16. maj: Venstre oplyser i et medlemsbrev, at man har betalt en rejse til Mallorca for Løkkes kone og yngste søn oven på valgkampen i 2011. Mangeårigt folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech kritiserer i skarpe vendinger partiformandens forhold til penge.
     
  • 17. maj: Det kommer frem, at Venstres partikasse har betalt for ekstra rengøring på ikke-ryger-hotelværelser, hvor Løkke har røget.
     
  • 20 maj: På et fremskyndet møde udtrykker Venstres forretningsudvalg fuld tillid til Løkke, efter at formanden har forklaret sig i sagen om købet af tøj og flybilletter. Trods tillidserklæringen ulmer uroen fortsat i baglandet.
     
  • 25. maj: Venstre får en vælgerlussing i forbindelse med valget til EU-Parlamentet. Partiet får blot 16,7 procent af stemmerne og mister et mandat. I sin tale på valgaftenen tager Løkke det fulde ansvar for det skuffende resultat og fortæller, at han vil fremrykke Venstres hovedbestyrelsesmøde.
     
  • 30. maj: Jens Rohde, daværende medlem af EU-Parlamentet for Venstre, kræver Løkkes afgang som formand og får opbakning fra Venstre i Viborg. Kommuneforeninger i flere byer følger efter og vil have Løkke vippet af pinden.

Juni 2014:

  • 1. juni: Venstre styrtdykker i en meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau. 21,2 procent af vælgerne støtter partiet. Det er den næstlaveste Venstre-måling i de 12 år, Voxmeter har lavet meningsmålinger for Ritzau.
     
  • 2. juni: Preben Bang Henriksen trækker som det første folketingsmedlem offentligt støtten til Løkke. Inden for få timer gør Birthe Rønn Hornbech og erhvervsordfører Kim Andersen det samme.
     
  • 3. juni: Venstres hovedbestyrelse mødes i Odense for at drøfte partiets og Løkkes fremtid som formand efter den seneste tids kritik. Flere medier erfarer op til mødet, at Løkke har besluttet at trække sig. Og den nuværende finansminister, Kristian Jensen (V), stiller op som udfordrer. Men det lange møde ender med, at hovedbestyrelsen bakker enstemmigt op om Løkke.

Juli 2017:

  • 15. juli: Løkke fortæller i et interview, at han sendte en sms til sin kone om, at han ville trække sig på vej til mødet i Odense. Men under et stop på motorvejscaféen "Hos Morfar" ved Ringsted ombestemmer han sig. Her møder han opbakning fra en forbipasserende ved navn Anders Nyborg, der opfordrer Lars Løkke til at kæmpe.

Kilde: Ritzau

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Nej Lars, dansk politik har ikke brug for dig – det er omvendt