Socialdemokraternes europaparlamentsmedlem Jeppe Kofod er fredag kommet i et gevaldigt stormvejr, efter at han på twitter blandede sig i det stormvejr, Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen havde kastet sig ud i.
Sagen startede med, at Søren Espersen i et interview på TV2 brugte ordet 'neger' og efterfølgende sagde, at han ikke kunne se problemet i at bruge et sådant ord, fordi Barack Obama ifølge ham selv bliver omtalt som den første neger i USA's præsidentembedde.
Espersen aflyser USA-rejse efter 'nigger'-tweet
Det fik blandt andre Jeppe Kofod til tasterne, hvor han på twitter, blandt andet rettet til den amerikanske præsident, skrev at Espersen havde omtalt Obama som den første 'nigger'-præsident.
Jeppe Kofods tweet førte til en række af skarpe reaktioner fra især højrefløjspolitikere, og fredag fortalte Søren Espersen så, at han som konsekvens af tweetet har droppet at tage med en tur med Udenrigspolitisk Nævn - som han er formand for - til Washington til september.
Gået i selvsving
Dermed har en diskussion på ord taget en dramatisk vending, og det imponerer ikke Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell.
- Det er en sag, hvor man har to politikere, der er gået fuldstændig i selvsving. En finke ryger af panden på Espersen, da han bliver interviewet i tv-indslaget, og Jeppe Kofod begår en kæmpe dumhed ved at lave en fejloversættelse, siger Hans Engell.
- I virkeligheden er det, der mangler, en, der kan tage dem begge to i ørene og sige 'forlig jer nu, skabehalse'. For det her er ude af enhver proportion. Og der er ikke nogen af dem, der får nogen fordel af det her, siger han.
Kofod står fast i 'nigger'-sag: Så må han droppe rejsen
Efter virakken om Jeppe Kofods tweet, har han selv fulgt op på Twitter og skrevet, at oversættelsen af ordet neger 'kan diskuteres', men at han står ved det oprindelige budskab.
Hans Engell giver dog ikke meget for bortforklaringen.
- Jeppe Kofod bør bestemt ikke lave den grove fejloversættelse, han laver. Enhver der bare har en lille smule kendskab til engelsk/amerikansk ved, at det at bruge ordet nigger er noget af det skarpeste og mest nedladende og diskriminerende, man kan fyre af. Så det er selvfølgelig fuldstændig tåbeligt af Jeppe Kofod, siger han.
Espersen om nigger-tweet: Svarer til at kalde mig voldtægtsmand
Han vurderer dog ikke, at socialdemokratens tweet vil få nogen som helst betydning for Søren Espersens rejse til USA, hvorfor han trygt kan besøge den amerikanske hovedstad.
- Det er også en overreaktion, at Søren Espersen aflyser en rejse til USA, for selvom det her er en sag i Danmark, er det jo ikke en, der vil vælte den amerikanske valgkamp. Så det er helt overdramatiseret. I løbet af 24 timer vil de formentlig begge to falde ned, men de burde nok have brugt hovedet lidt forinden, siger Hans Engell.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.