Engell om dramaet: Nu stikker Tulle kniven dybt

Beskyldninger om landsforræderi og misinformation flyver igennem luften - finanslovsforhandlingerne går ind i den afgørende fase

Kristian Thulesen Dahl kræver markante udlændingestramninger på finansloven. Og så skal Løkke gerne droppe at underskrive en erklæring. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Kristian Thulesen Dahl kræver markante udlændingestramninger på finansloven. Og så skal Løkke gerne droppe at underskrive en erklæring. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Finansminister Kristian Jensen (V) er ikke i tvivl om, at han 'snart' får styr på finansloven for næste år.

Men i sidste øjeblik er der nye udfordringer i forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti, påpeger Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell.

- Den her sag er slem, konstaterer han

Balladen drejer sig om den såkaldte Marrakesh-erklæring, som Lars Løkke agter at underskrive. DF mener, at papiret åbner for mere indvandring.

- DF lægger pres på, for at regeringen ikke skriver under.

- Thulesen Dahl stak kniven dybt ind i Løkke, da han i tirsdags under spørgetimen spurgte: Hvorfor i alverden skal de lande, der hidtil ikke har villet tage deres egne borgere tilbage, pludselig ville det, fordi vi underskriver et dokument, vi understreger ikke er juridisk bindende?

- Det kan Løkke simpelthen ikke give et ordentlig svar på, vurderer Hans Engell.

Landsforræderi
Under tirsdagens spørgetimen gav Lars Løkke dette svar på tiltale fra Kristian Thulesen Dahl:

- Med den læsning, der har været af den her aftale, ikke mindst på de sociale medier, hvor jeg jo kan se, at jeg beskyldes for landsforræderi, og at vi nu tiltræder en aftale, som bare inviterer millioner af mennesker til Danmark, så er der så meget misinformation, at det i sig selv taler for, at vi får præciseret, hvad det her går ud på og ikke går ud på, lød det fra Løkke i Folketingssalen.

Den slags 'klynk' giver Hans Engell dog ikke meget for.

- Ved siden af Donald Trump er Lars Løkke selv en Twitter-konge af rang. Så klynker han over at blive beskyldt for at være landsforræder og alt muligt. Jeg har aldrig hørt en statsminister, der klynker over, hvad der står på de sociale medier, påpeger kommentatoren.

Uenigheden er blevet så betændt, at Hans Engell anser sagen for nu at være en direkte del af finanslovsforhandlingerne. DF vil i første omgang forsøge at presse regeringen til at sparke en underskrift på erklæringen til hjørne, vurderer han.

- Det er en hund i et spil i et spil kegler, som er kommet ind på banen, konstaterer han.

Se også: Ekspert: FN-aftale påtvinger os ikke migranter

Pillet fra hinanden
Dansk Folkeparti er ekstra opsatte på at få deres vilje, fordi partiet i forvejen frygter problemer med Nye Borgerlige og Pernille Vermund.

Finansloven er nemlig besværlig nok i forvejen. Partiet kræver et paradigmeskifte i udlændingepolitikken, men det viser sig sværere end som så at strikke sammen.

- Den store frygt i DF-lejren er, at paradigmeskiftet lynhurtigt bliver pillet fra hinanden, så Nye Borgerlige og Pernille Vermund bagefter danser krigsdans.

- Hvordan sikrer man et loft over familiesammenføringer, hvis de bare bliver udsat. Hvordan sikrer man tilbagesendelser, hvis de ikke kan sende tilbage, fordi nogen kommer fra lande med dødsstraf osv., osv.

Hans Engell understreger, at han tror på en finanslovsaftale. Men DF'ernes utilfredshed ulmer i krogene, siger han.

- DF synes, det går alt for langsomt. De kan ikke forstå, at Jensen siger, at nu skal vi også se at blive færdig, men på den anden side er regeringen langsomme med svar og udspil, der imødekommer DF's ønsker.

- Det begynder at gå op i en spids de næste dage, vurderer han.

Strategiske årsager
- Hvorfor er du og andre egentlig så optimistiske?

- Hvis regeringen ikke kan få sin finanslov igennem, så vil du skabe en enormt dramatisk politisk situation. Måske endda et valg i utide. Det vil hverken Dansk Folkeparti eller regeringen. De vil ind i det nye år.

- Hvorfor vil DF egentlig holde regeringen i live ind i det nye år?

- De vil gerne kunne noget til både rød og blå side. Hvis det her ender i drama og valg i utide, så vil de være i en kampsituation med de blå. Af strategiske årsager er det ikke særligt interessant, hvis de her finanslovsforhandlinger ikke lykkes, lyder fra fra Hans Engell.

427 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere