Engell om frit lejde: Dybt mærkværdigt forløb

En enormt presset statsminister og regering er ramt af rådvildhed midt i flygtningekrisen - og uden et flertal i syne, mener Ekstra Bladets politiske kommentator

Hans Engell. (Foto: Ole Steen)
Hans Engell. (Foto: Ole Steen)

Ekstra Bladets politiske kommentator kalder det for et dybt mærkværdigt forløb, at uregistrerede flygtninge har fået frit lejde gennem Danmark - tilsyneladende på en beslutning alene truffet hos Rigspolitiet.

- Det er dybt, dybt mærkværdigt, at denne melding kommer nu. Regeringen har jo aktiveret Den Nationale Operative Stab (NOST). Den styres af rigspolitichefen. Han sidder fra bordenden. Men både Statsministeriet, Justitsministeriet, politiet, beredskabsstyrelsen og en hel stribe myndigheder sidder med, siger Hans Engell.

Regeringens håndtering af den aktuelle krise undrer også Hans Engell, efter det torsdag formiddag kom frem, at Rigspolitiet ikke har været i kontakt med regeringen, inden de satte dansk lovgivning ud af kraft og gav frit lejde til de mange flygtninge, så de kunne komme til Sverige. 'Nej, der har overhovedet ikke været en dialog,' som rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg sagde torsdag formiddag.

- Der må man spørger sig selv: Hvis vi har en national operationsstab, der blev aktiveret i weekenden, hvorfor er det så ikke der, man forholder sig til den slags problemer centralt og i fællesskab. Det, synes jeg, er et meget, meget mystisk forløb, lyder det fra Hans Engell.

Kæmpe pres

Den aktuelle flygtningekrise har presset statsminister Lars Løkke Rasmussen til det yderste. Over 3.200 flygtninge er ankommet til Danmark alene siden søndag, og Løkke har ikke et flertal i syne. Situationen er i det hele taget dybt kritisk, vurderer Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell.

- Løkke er under et helt enormt pres i de her dage. Det her er en situation, der kløver befolkningen, og han har ikke et politisk flertal i syne i forhold til at få løst situationen. Derudover styrer Venstre-regeringen lige nu mod en folkeafstemning, som de måske taber netop pga. den her situation, siger Hans Engell.

Ifølge den tidligere justitsminister er statsministeren også i en juridisk kattepine i forhold til de mange flygtninge pga. Danmarks retsforbehold.

- Vi har altså også et forbehold i EU. Statsministeren kan ikke via en telefonsamtale med kansler Merkel bare sætte den danske lovgivning ud af kraft og love, at vi vil tage knytte os på fælles løsninger. Vi kan ikke pludselig skibe os ind i fælles løsninger i Europa. Det skal vi ikke engang stemme om i december, siger Hans Engell.

Mette Frederiksen. (Foto: Mads Nissen) Samfund - 10. sep. 2015 - kl. 10:12 Krisemøde i statsministeriet

109 kommentarer
Vis kommentarer