Engell om Hjorts frådende DR-angreb: Bertel er med sikkerhed skidesur

Det er højst usædvanligt, at en finansminister blander sig i, hvad DR skal lave, mener Hans Engell

Claus Hjort. (Foto: Peter Hove Olesen)
Claus Hjort. (Foto: Peter Hove Olesen)

Finansminister Claus Hjort (V) har svært ved at holde sig vågen til DRs primetime-programmer mellem otte og ni om aftenen. Han er sikkert ikke den første finansminister med det problem. Men han er til gengæld en af de få, der har kastet sig ud i et frådende angreb på Danmarks Radio, som tilfældet er i dagens Politiken.

Det er nemlig højst usædvanligt, at en finansminister blander sig i DR's public service-forpligtelser, lyder det fra Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell

- Jeg synes faktisk, at det er forfriskende. Men det er meget, meget usædvanligt. Han har jo sagt sin hjertens mening om DR. Det er meget opsigtsvækkende, at han som finansminister gør det på denne her måde, siger Hans Engell om Claus Hjorts udtalelser, hvor Venstre-bulldog'en bl.a. får sagt:

'Når jeg ser på begge kanaler, så bliver jeg lidt mismodig over, hvad der er af udsendelser der mellem otte og ni. Det er ikke noget, der kan holde mig vågen. Selv om jeg er glad for amatørunderholdning, så er der grænser for, hvor mange umusikalske aktører, jeg gider at høre i primetime.'

Se også: Claus Hjort langer hårdt ud efter DR

Den udmelding har gjort ondt ovre i Kulturministeriet, mener Hans Engell.

- Bertel Haarder må som kulturminister - med det overordnede ansvar for relationerne til DR - sidde og græmme sig. Han er med sikkerhed skidesur over det her, lyder det fra Hans Engell.

Hans Engell vurderer, at Claus Hjort har valgt at sætte tænderne i DR efter pres fra dele af Venstres bagland.

- Man  skal ikke tage fejl af, at det her er en hjertesag for danske dagblade. Alle har været rasende over, at DR har udviklet sig som kæmpe monster på nettet, hvor de bruger licensmilliarder på at konkurrere på et område, som alle andre skal kradse annoncekroner hjem for at lave, siger Hans Engell om DR's nyhedsdækning online.

- Og Hjort har meget nære kontakter i den del af Venstres bagland, der også tæller den liberale presse og organisationer. Nu vil de have, at DR's vinger skal klippes efter det gældende medieforlig, hvor mange føler, at man tillod DR alt for meget på nettet.

- På den måde giver det god mening, at det er Claus Hjort, der går ud. Han er kamphunden, der formentlig har følt, at Haarder og nogle af de andre har været for bløde over for Danmarks Radio.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar til sagen fra Bertel Haarder.

185 kommentarer
Vis kommentarer