Engell om Joachims blodprop: Dårligst tænkelige tidspunkt

Prins Joachim står overfor et nyt og krævende job som forsvarsattache, og derfor skal han være i god form for at udfylde rollen, vurderer Hans Engell

Operationen fandt sted fredag, og søndag middag meldte Kongehuset, at prinsen efter omstændighederne har det godt. Fotos/video: Peter Hove Olesen, Anthon Unger, Jonas Olufson, Stine Tidsvilde, Ekstra Bladet. Redigering: Signe Skov/Mikkel Cramon.

Arbejdet som forsvarsattaché i Paris er ikke rene håndtryk og hyggelige cocktailpartys, og derfor afhænger alt af prins Joachims tilstand, hvis han som planlagt skal begynde i jobbet 1. september.

Det vurderer Ekstra Bladets politiske kommentator og tidligere forsvarsminister, Hans Engell, efter prins Joachim sent fredag aften blev opereret for en blodprop i hjernen.

- Det er det dårligst tænkelige tidspunkt, at han får en blodprop i hjernen, siger Hans Engell.

51-årige prins Joachim valgte sidste år at flytte til Frankrig, hvor han begyndte på den højest rangerede lederuddannelse i det franske militær ved militærakademiet Ecolé Militaire - som den første dansker nogensinde.

10. juni kunne Forsvarsministeriet så oplyse, at prins Joachim bliver ny forsvarsattaché i Paris fra 1. september.

Ved bevidsthed
Prins Joachim befandt sig fredag aften sammen med familien på dronningens vinslot, Château de Cayx, da han måtte hastes til et lokalt hospital og senere med ambulance til Toulouse.

DR og TV2 oplyste tidligere, at prins Joachim blev fløjet til Toulouse med helikopter, men det er ikke korrekt, oplyser Kongehuset.

Prins Felix fyldte 18 år onsdag 22. juli, hvor han blev fejret af familien Château de Cayx i Frankrig. To dage senere fik prins Joachim en blodprop i hjernen. Foto: Kongehuset
Prins Felix fyldte 18 år onsdag 22. juli, hvor han blev fejret af familien Château de Cayx i Frankrig. To dage senere fik prins Joachim en blodprop i hjernen. Foto: Kongehuset
 

Ifølge kongehuset er prinsens tilstand stabil efter en vellykket operation, og søndag er han ved bevidsthed og har familien omkring sig ifølge DR.

Det er endnu uvist, hvor alvorligt prins Joachim er ramt, men erfaringsmæssigt kan blodpropper i hjernen tage ganske længe at komme sig efter. Halvdelen af de ramte får varige mén, og hver fjerde er afhængig af andres hjælp i det daglige, oplyser Hjernesagen.

- Selv hvis det - forhåbentlig - er en mild blodprop, vil der være en lang periode, hvor han kan få svært ved at fungere, og det er der, han skulle starte på nyt job, siger Hans Engell.

FAKTA: 12.000 rammes af blodprop eller blødning i hjernen om året

Prins Joachim blev indlagt og opereret for en blodprop i hjernen på et hospital i den franske by Toulouse fredag aften. Hans tilstand beskrives af kongehuset som stabil.

Den 51-årige prins var på ferie på dronning Margrethes vinslot Château de Cayx med familien, da han blev indlagt og sent fredag aften opereret for en blodprop i hjernen.

Her kan du læse mere om blodpropper i hjernen:

* 12.000 i Danmark bliver hvert år ramt af en blødning eller blodprop i hjernen. Det går under den fælles betegnelse apopleksi.

* 70 procent af de ramte er over 65 år, og lidt over halvdelen er mænd.

* 85 procent af tilfældene skyldes blodprop, mens 15 procent er blødninger i hjernen.

* Dødeligheden inden for de første 30 dage efter en blodprop eller blødning i hjernen er 14 procent. Det svarer cirka til hver syvende.

* Halvdelen af de ramte får varige mén, og hver fjerde er afhængig af andres hjælp i det daglige.

Kilde: Hjernesagen.

Kræver god form
Prins Joachim blev samtidig med udnævnelsen til jobbet forfremmet fra oberst til brigadegeneral.

Der er store forventninger til, hvad han kan udrette på posten, fordi Danmark prøver at skubbe sig ind i forsvarssamarbejde de steder, hvor det ikke kommer i konflikt med vores EU-forbehold, vurderer Hans Engell.

- Alt bestemmes af hans helbredsmæssige situation, og det kan vi ikke vide, men jobbet kræver, at han er i rigtig god form, forklarer den tidligere forsvarsminister.

Prins Joachim bliver bindeled mellem Frankrig og Danmark på forsvarsområdet, og det kræver en del fysisk rejseaktivitet. Jobbet er ikke ved et skrivebord otte timer om dagen.

- Han skal være med i militære øvelser, han skal om bord på skibe og flyve en del til de steder, hvor danske og franske soldater er udsendt, fortæller Hans Engell.

Laver indberetninger
Samtidig skal en forsvarsattache også være mentalt skarp, da han personligt sender indberetningerne hjem til Danmark.

- Indberetningerne skal han selv stå for og udføre. Han kan ikke være en kransekagefigur, så mentalt skal han være helt intakt, siger Hans Engell.

Danmark og Frankrig indgik i 2014 en aftale om at samarbejde på forsvarsområdet. Den blev udbygget, da præsident Emmanuel Macron var på besøg i Danmark i 2018. Prins Joachim har flere fordele til at udfylde jobbet, mener Hans Engell.

- Joachim har den fordel, at han taler flydende fransk, og så er det lidt mere interessant at komme til cocktailparty hos dronningen af Danmarks søn end hos major Pedersen, siger den politiske kommentator.

Ekstra Bladet har forgæves spurgt i Forsvarsministeriet, om der skal være en forsvarsattaché i Paris fra 1. september, eller om man kan vente på, at prins Joachim kommer ovenpå igen?

'Forsvarsministeriet har ikke nogen kommentarer for nuværende', lyder det i en skriftlig kommentar.

'Forsvarsministeren og ministeriet sender de bedste tanker til prins Joachim og familien, og ønsker ham god bedring', skriver Forsvarsministeriet i en kommentar.

Fem søgte stilling
Efter politisk pres afslørede statsminister Mette Frederiksen (S), at fem personer søgte prins Joachims treårige stilling som forsvarsattaché i Paris. Det fremgår af et svar på et af EU-ordfører Søren Søndergaards (EL) 17 spørgsmål til statsministeren.

'Det er normal praksis, at der ikke oplyses om de specifikke omstændigheder ved konkrete ansættelsesprocesser.'

'Det kan dog helt ekstraordinært oplyses, at der var fem ansøgere til stillingen, og at prins Joachim ikke var blandt ansøgerne,’ svarer Mette Frederiksen, da Søren Søndergaard stillede spørgsmålet anden gang.

Se også: Så mange søgte Jokkes job

94 kommentarer
Vis kommentarer